Hul vej

En hulvej opstår gennem et samspil af naturlige erosionsprocesser og menneskelig brug, typisk i områder med relief (skrænter) og jorde, der er erosionfølsomme, såsom ler, sandler eller mergel. Processen forløber som følger:

Århundreders brug af den samme sti, især af mennesker til fods, kvæg, og senere vogne, løsner konstant jord.

Ved regnvejr skylle denne løsrevne jord væk fra stien, især på skrånende dele af landskabet.

Efter mange år bliver vejbanen derfor stadig dybere indskåret i forhold til det omkringliggende land, nogle gange op til flere meter.

Vigtige faktorer for dannelsen er: hældningen af terrænet (mindst 2-4%), en jord, der kan bevare steile vægge (som ler), og intensiv historisk brug som forbindelsesvej for landbrug eller transport.

For en hulvej på cirka 5 m dyb, ud fra en gennemsnitlig situation med intensiv historisk brug og følsom jord er en alder på omkring 500 til 1.000 år realistisk. Den nøjagtige varighed afhænger af brugens intensitet, type landbrug og jordtype.

Historiske kilder viser, at de fleste dybe hulveje i Nederlandene og Belgien er opstået mellem den sene middelalder og det 19. århundrede, altså en periode på groft sagt 500 til 800 år.

Pascal Brackman