Bundesfestning Ulm

Den føderale fæstning Ulm i Ulm var – ved siden af Landau, Luxemburg, Mainz og Rastatt – en af fem føderale fæstninger og Europas største fæstningsanlæg. Disse fæstninger blev finansieret af Den tyske Forbund og, foruden talrige landfæstninger, bygget om eller nybygget i det 19. århundrede og færdiggjort i 1859. Med en polygonal hovedbefæstning på omkring 9 km havde Ulm den største befæstning i det 19. århundrede.

Efter Napoleons endelige nederlag i 1815 i slaget ved Waterloo var der enighed om, at en sikring af landene også måtte ske indadtil. De føderale fæstninger var et af de få projekter fra Den tyske Forbund, der blev realiseret. Den føderale fæstning Ulm blev designet og bygget under ledelse af den preussiske fæstningsbyggerdirektør og daværende oberst Moritz Karl Ernst von Prittwitz og Gaffron fra 1842 til 1859. Opførelsen involverede op til 10.000 arbejdere. Ledelsen på bayersk side blev overtaget af major Theodor Ritter von Hildebrandt fra december 1843, efter at den oprindelige fæstningsbyggerdirektør Friedrich Herdegen var død.

Wikipedia