Stiftskirke St. Cyriakus

Stiftskirken St. Cyriakus i Gernrode er et af de betydeligste ottoniske arkitektoniske monumenter i Tyskland. Kirken, der første gang blev nævnt i år 961, befinder sig i dag stort set i sin oprindelige tilstand fra det 10. århundrede takket være restaureringer i det 19. århundrede; kun den vestlige apsis blev tilføjet omkring 1130. Kirken var stiftskirke for det kvindelige kloster Gernrode, grundlagt af markgreve Gero, som blev ledet af abbedisser fra de adelige familier i regionen indtil opløsningen i 1616. Kirken blev protestantisk i 1521, da abbedissen Elisabeth von Weida tilsluttede sig reformationen og fik sit kloster sekulariseret, og var dermed en af de første protestantiske kirker i verden. Siden restaureringen har den evangeliske menighed i Gernrode brugt den som sognekirke.

Kvindeklosteret Gernrode blev grundlagt i 959 af markgreve Gero efter forbillede af det adelige kloster Santa Ciriaco ved Santa Maria in Via Lata i Rom. Gero havde tidligere været en af de vigtigste støttepiller for kejser Otto I's herredømme og var velhavende. Den borg, der blev valgt som sæde for klosteret, Gernrode, var en af Geros hovedresidencer. Oprettelsen af klosteret skyldtes, at uddøen af Geros slægtslinje var forudsigelig i 959: Hans søn Siegfried, der betragtes som medstifter af klosteret, døde barnløs dette år, sandsynligvis efter en længere sygdom. Geros navngivne yngre søn var sandsynligvis allerede død som diakon før sin bror Siegfried. Oprettelsen af et religiøst kvindefællesskab skulle gennem kontinuerlig bøn tjene Geros og hans sønners sjæles vel. Siegfrieds enke Hathui blev udnævnt som den første abbedisse i Gernrode af Gero. Klosteret i Frose, som Gero havde grundlagt i 950, blev omdannet til et kvindekloster og underlagt den nystiftede institution. Klosterets rige udstyr med ejendomme, Geros politiske betydning og også Hathui, som meget sandsynligt var en niece af dronning Mathilde, gjorde den nye stiftelse til et af de mest ansete kvindekloster i riget, sammenligneligt med de klostre, der ledes af slægtninge til den ottoniske kongefamilie i Gandersheim, Quedlinburg og Essen. Allerede i 961 fik det nygrundlagte kloster status som et rigskloster fra Otto I.

Wikipedia