Banegård Nördlingen

Bahnhofet Nördlingen ligger ved forskellige jernbanelinjer og tilhører jernbanekategori 5. Jernbanelinjerne er ikke integreret i trafikfællesskabet Donau-Ries, derfor gælder taksten fra Deutsche Bahn.

I forbindelse med bygningen af Ludwig-Syd-Nord-Banen, den første afstandsbane i Bayern, blev der også planlagt en station i Nördlingen, da man her håbede på forbindelse til jernbanenet i Württemberg. Da lokomotiverne dengang ikke var kraftige nok til at kunne lægge skinner uden problemer over Hahnenkamm, blev strækningen valgt “uden om”: Donauwörth-Nördlingen-Oettingen-Gunzenhausen-Pleinfeld, derudover kom økonomiske og omkostningsrelaterede aspekter ind i billedet. Man frygtede også problemer med skred ved udskæringer, som faktisk opstod i 1906 under bygningen af strækningen Donauwörth–Treuchtlingen. Den 42,4 km lange strækning af Ludwig-Syd-Nord-Banen Donauwörth–Nördlingen–Oettingen blev bygget af de kongelig bayerske statsbaner, åbnet den 15. maj 1849 og taget i drift delvist videre til Nürnberg samme år. I 1861 blev der indgået en stats aftale mellem kongerigerne Bayern og Württemberg, hvori Nördlingen, ved siden af Ulm, blev fastlagt som den anden forbindelse mellem de to statsbaner. Strækningen af den nuværende Riesbane består af den strækning, der blev bygget af kongeriget Württemberg, Aalen–Statsgrænse, som repræsenterer fortsættelsen af jernbanelinjen Stuttgart-Bad Cannstatt–Aalen, og historisk også blev kaldt Remsbahn, og strækningen Statsgrænse-Nördlingen–Donauwörth, som en del af Ludwig-Syd-Nord-Banen bygget af kongeriget Bayern i 1849. Den 3,75 km lange strækning mellem grænsen og det bayerske Nördlingen blev drevet af den württembergiske jernbane på leje. I Nördlingen har der siden 1863 været en separat endestation med egen indgangshalle for Remsbahn. Dette afspejles den dag i dag i, at strækningen har to kilometeringer, der begynder med deres nulpunkter ved stationen Stuttgart-Bad Cannstatt henholdsvis ved Augsburg Hovedbanegård og mødes i Nördlingen; derfor er der også to strækningsnumre.

Wikipedia