Pembrokeshire

Historisk set har det flamske folk her ikke meget gode minder. De fik tilnavnet "lupi Flandrenses" ("flamske ulve"). Dette er relateret til adfærden hos flammerne, der blev plantet i Wales af den engelske konge, som hårde, ofte grusomme grænsekolonister overfor de indfødte walisere.

I den sammenhæng beskrev Ordericus (Orderic) Vitalis omkring 1134, hvordan flamske folk “slagtede walisere som hunde”, hvilket har bidraget til dette varige billede af rovdyr i walisisk hukommelse.

Under Henry I (og senere Henry II) blev store grupper af flamske flygtninge systematisk flyttet til South Pembrokeshire, i området senere kaldet "Little England beyond Wales." De dannede en militær, økonomisk dynamisk befolkning i udkanten af det walisiske hjerteområde og var kendt som pålidelige allierede til den normanniske adel mod de walisere.

Medievale og senere forfattere karakteriserer disse kolonister som en “robust race” egnet til både plov og sværd, men “altid fjendtlige” overfor de walisere.

Kerneen af denne flamske tilstedeværelse lå i South Pembrokeshire, især:

Rhôs / Ros (cantref Rhôs): distriktet omkring udløbene af Cleddau, som tydeligt nævnes i kilder som det område, hvor Henry I bosatte “alle flammerne i England”.

Wiston (Wiston Castle): grundlæggende center for den flamske adelsmand Wizo Flandrensis; slot og bosættelse som en typisk flamsk-normannisk fæstning i Dyfed.

Haverfordwest og dets omgivelser: voksede til et vigtigt centrum i “Little England beyond Wales”, med en klar flamsk komponent i befolkningen.

Hele strækningen af “Little England beyond Wales”: kystzone i South Pembrokeshire (inklusive omkring Dale, Tenby og de nederste dele af Cleddau), hvor flamsk kolonisering permanent ændrede den etniske og sproglige kort.

Pascal Brackman