Schokland

Det unikke Schokland blev anerkendt af UNESCO som verdensarv i 1995. Schokland var engang en ø i Zuiderzee, men kom til at ligge midt i Nordøstpolderen på grund af opdæmning. I 1859 blev Schokland, der dengang stadig var en ø, evakueret af sikkerhedsmæssige årsager. Øen blev kraftigt eroderet af bølger, og den truende risiko for oversvømmelse gjorde landsbyen alt for farlig at bebo. Derudover var vedligeholdelsen af øen alt for dyr, og på befaling af kong Willem III blev hele øen evakueret i 1859. Ironisk nok er øen efter 1859 knap blevet mindre og er sjældent truet af storme. I 1932 var faren forbi efter færdiggørelsen af Afsluitdijk i IJsselmeer. Siden tørvejen af Nordøstpolderen i 1942 har det været en del af fastlandet. Schokland var i middelalderen meget større end nu. På grund af kraftige storme og kysterosion blev øen konstant mindre. Af de tre landsbyer er kun bebyggelsen i Middelbuurt delvist bevaret med kirken fra 1834. I 1980'erne blev der bygget nogle træhuse i Zuiderzeestil. Her er nu et museum med en permanent udstilling om fundet af blandt andet mammutter ved øen. Nær Schokland ligger en stenhave, hvor der er sten fra istiderne. Den tidligere havn i Emmeloord på nordkysten af øen er delvist rekonstrueret. Schoklands skæbne er blevet behandlet af Harry Mulisch i novellen De sprong der heste og det søde hav (1955).

Pieter Erauw