Levende sand

Hvor der nu ligger en kæmpestor sandflade på næsten 500 hektar, strakte der sig i begyndelsen af vores tidsregning en urskov ud.
I Middelalderen gav dette de få mennesker, der boede i området, stadig tilstrækkelige overlevelsesmuligheder. Stykker af skov blev brændt ned for at lave et lille stykke land, hvorefter det stod brak, og efter et stykke tid blev et andet stykke på den måde taget i brug.
På de brakliggende stykker begyndte hede at vokse, hvorpå fårene græssede. På grund af overgræsning og afpudsning kom den magre sandjord imidlertid til syne, vinden fik fat i den, og sandet fik frit spil.
Landsbyer som Efteling forsvandt under det tykke sandlag, og en landsby som Loon op Zand måtte flyttes.

Også nu er der et område på flere hundrede hektar, hvor sandet "lever", det betyder, at under indflydelse af vinden frigives der konstant et nyt landskab.
Mennesket måtte i tidligere tider kæmpe mod sandet, nu gøres der en indsats for at bevare og beskytte dette unikke område mod den fremadskridende vegetation.

Manwan