Sluse

Sluis 1573

I middelalderen var Sluis, som økonomisk vigtig, en betydelig fæstning med voldgrave, stenmure, portbygninger og tårne. På nordsiden var der et slot, der fungerede som citadel. Overfor dette slot stod den stenede Bourgogne-tårn på den anden side af Zwin (fra begyndelsen af det 15. århundrede til ca. 1535). Mellem tårnet og slottet kunne der spændes en kæde for at lukke Zwin.

Angreb på byen af vandgeuser fra omkring 1570 førte til yderligere styrkelse af byen. På Zwin-siden blev der anlagt volde med bastioner, og omkring 1580 blev skansen Sankt Anna (senere Bekaf) opført ved Vestporten. Derefter kom der raveliner i voldgraven ved Øst-, Syd- og Vestporten. På den anden side af Zwin, på stedet for det tidligere Bourgogne-tårn, rejste Nordskansen eller det Lille Pas sig. Lidt længere mod syd dukkede den Store Skans eller det Store Pas op på samme bred.

I 1587 belejrede spanierne under ledelse af Alexander Farnese Sluis. Valget af denne havneby blev drevet af behovet for gode udgangspunktshavne til den planlagte ekspedition for den spanske armada mod England. Fra byen Sluis havde man bidraget til at forsvare digerne. Den anvendte belejringsmetode var omringelsen af byen og afskæringen af forsyningerne. Efter en hård kamp overgav byen Sluis sig den 5. august 1587. Under den spanske besættelse blev der ikke bygget meget på fæstningsværkerne.

Efter byens genvinding af prins Maurits i 1604 blev fæstningsværkerne betydeligt forbedret. På land-siden blev der anlagt en jordvold med seks hele bastioner og en halv. Øst-, Vest- og Sydporten forblev, men blev placeret et andet sted og fik en anden form. Voldene langs Zwin blev ændret og fik også seks bastioner. Omkring slottet blev der ligeledes anlagt en jordvold. Det Lille Pas blev ombygget til et hornværk, og det Store Pas til et kronværk.

Omkring 1700 forstærkede den berømte fæstningsingeniør Menno van Coehoorn væsentligt fæstningen i Sluis. Rundt omkring blev der anlagt raveliner i voldgraven, og derudover kontregarder, tenailles, lunetter og en dækket vej. Alt omgivet af nye voldgrave. Det Store og Lille Pas blev forbundet med hinanden. Mellem det Store Pas og det mere vestligt beliggende Fort Sankt Donaas kom en kommunikationslinje. I det 18. århundrede blev slottet gradvist nedrevet, bortset fra et tårn. Resterne blev dækket med jord, og der blev anlagt en kanonopstilling. Efter den franske besættelse (1747 - 1748) under den østerriske arvefølgekrig blev der ellers foretaget forbedringer ved Vestporten.

I den franske tid mistede fæstningen sin funktion, og i 1816 blev den officielt opløst. Resterne af slottet blev ryddet. De bastionerede volde og voldgrave er godt bevaret. Udenværkerne kan stadig genkendes på det lette relief og de vinkelformede parceller. Det samme gælder for det Store og Lille Pas på den anden side af det tidligere zwin (nu en lille polder). Øst- og Sydporten er restaureret, og Vestporten med tilhørende stenbjørn er konsolideret efter udgravning. Du kan næsten helt gå rundt på voldene omkring byen.

Bomoto