Hertugdømmet Magdeburg

Hertugdømmet Magdeburg var et territorium bestående af en større nordlig og en mindre sydlig del, som i Westfaliske Fred i 1648 blev tildelt det Kurfyrstendømme Brandenburg, der grænsede op til det mod nord og øst. Det eksisterede fra 1680 til 1806. Norddelen lå mellem Fyrstendømmet Braunschweig-Wolfenbüttel mod vest og det sydlige Anhalt, som bestod af flere småstater. Syddelen bestod i starten kun af Saalkreis og blev senere udvidet med den preussiske del af grevskabet Mansfeld. Den grænsede mod nord op til Anhalt og var siden udvidelsen omgivet af kursaksiske territorier i alle andre retninger.

Hertugdømmet Magdeburgs oprindelse ligger i ærkebiskopdømmet Magdeburg, som tilhørte den nedersaksiske rigskreds. Det blev sidst styret af sin administrator, hertug August af Sachsen-Weißenfels, fra hans residensby Halle. Efter hans død i 1680 kom det sekulariserede ærkebiskopdømme ifølge den Westfalske Fred som en del af erstatningen for den del af hertugdømmet Pommern, der var blevet givet til Sverige, til kurfyrsten af Brandenburg fra Hohenzollern-huset. Friedrich Wilhelm, den store kurfyrst, blev den første hertug af Magdeburg. Under hans efterfølgere gik hertugdømmet ind i det preussiske monarki.

Wikipedia