Sankt Amandus

Mark z.nr. Sint-Amanduskirke, neogotisk hovedsognskirke, næsten helt genopbygget i 1893-1896 efter design af arkitekt Jules Soete (Roeselare) til erstatning for en barokkirke, der blev opført mellem 1715-1720 på stedet for den gamle romanske kirke. Tidligere med en omgivende kirkegård, der blev ophævet efter indretning af en ny gravplads i Karel van Manderstraat i 1806. Interiør betydeligt ændret i 1962-1963 efter design af arkitekt R. Lernout fra Geluwe. Historik. Man etablerer sandsynligvis allerede i det 7. århundrede et første bederum ved et knudepunkt af forskellige forbindelsesveje, som gradvist udvikler sig til et bytorv, formodentlig opført i træ og ler. Ca. 1100 bygges den første stenede kirke, en romansk, tre-nave hall-kirke med kvadraturtårn, omkring hvilken en kirkegård ligger, der oprindeligt er beplantet med græs og træer og på den sydlige side indhegnet. I 1163 giver Geraldus, biskop af Tournai, patronatet til sognskirken St. Amandus til St. Salvator-kapitlet i Harelbeke, som bliver tiendeopkræver og får retten til at betjene sognet og udnævne præsten. Denne kirke besidder fem altere, glasmosaikker med billeder af de adelslægter Veyse og vander Douve samt nogle pragtgrave. I 1566 skånes St. Amanduskirke midlertidigt fra billedstormere, fordi landsbybeboerne ringer stormklokken. Også i 1572 lykkes det dem, sammen med befolkningen fra Pittem, Ingelmunster, Ardooie og Koolskamp, at fordrive geuzen. Alligevel bliver interiøret i kirken skadet af de calvinistiske oprørere i de følgende år. Restaureringsarbejderne på den romanske kirke varer ind i første halvdel af det 17. århundrede. Den 5. maj 1611 genviges St. Amanduskirke af biskop Maesius af Gent, der også giver ordre til at omgive kirkegården helt med mur. I 1637 installeres et nyt kirkeorgel. På kobbergravuren med titlen "Praetorium domini de Muelebeke familiae de Beer" i "Flandria Illustrata" af Antoon Sanderus (1641-1644) er den romanske tre-nave hall-kirke med kvadraturtårnet og den høje spids afbildet centralt i baggrunden. Ligeledes findes der en skematisk gengivelse af kirken på oversigtskortet over kasselrij Kortrijk fra 1641, udarbejdet af landmåleren Lodewijk De Bersaques. Den 27. september 1645 sætter de franske tropper ild til St. Amanduskirke, og kirkegårdsmuren bliver helt nedrevet. I 1652 påbegyndes restaureringsarbejderne på kirken med støtte fra kapitlet i Harelbeke og landsbyens myndigheder. I 1669 sætter orgelbygger Geeraert Middaert et nyt orgel, der forbliver i brug indtil 1722. Kirken forbliver dog i elendig stand, og arbejdet bliver først færdiggjort i 1715. På et kort ved landbogen fra 1654-1656 er St. Amanduskirke afbildet på "Mullebeek plaetse" med kirkegården mod syd og kirkeengene mod vest. I 1705 truer hollænderne med at sætte St. Amanduskirke i brand, men i bytte for en pengeoverførsel kan myndighederne forhindre dette. Samme år lader myndigheden af forsigtighed den i 1703 oprettede træhegn omkring kirkegården restaurere og tømre et vagthus. I perioden 1715-1720 bliver den midlertidigt restaurerede kirke genopbygget i barokstil på initiativ af præst Jacobus Mys af entreprenør Guillaume Nolf. Herunder nedrives tværvæggen og sakristiet fra 1709. Den tre-nave kirke med tre forpladser, forhøjet midterskib og ottekantet tårn med lantern, får en ny sakristi mod sydfacaden. Desuden placeres nye altere og nyt kirkemøbel. Jean Joseph Ghislain Ernest de Beer, kanonik og senere provst af St. Salvator i Harelbeke, får interiøret belagt med marmor, bl.a. en stor hvidmarmors gravsten til familiegraven i koret. I 1733 bliver den sydlige del af kirkegården indhegnet og forsynet med en adgang med to jernporte mellem stenpiller med blomsterkufferter. I årene 1750-1760 oprettes der korsvejsstatuer i kirkegårdsmuren. I 1790 bliver den nordlige del af kirkegården tilføjet markedstorvet. St. Amanduskirke er afbildet på en kortdel fra lånebogen for lånehuset Bosterhout fra 1785. I 1797 bliver kirken lukket, og ejendom bliver beslaglagt; efter Bondekrigen bliver klokkerne i 1799 taget af det franske militær. Den 6. juni 1802 genåbnes kirken. I overensstemmelse med det kejserlige dekret fra Joseph II fra 1784, der forbyder begravelsespladser i centrum, tages en ny gravplads i Karel van Manderstraat i brug i 1806 (jf. Karel van Manderstraat z.nr.). I samme år bliver murene fra den gamle kirkegård nedrevet, og den sydlige del forsvinder også. Dette sted indrettes som en offentlig lysning og senere udlejes og indrettes som en kommunal planteskole, der dog oplever lidt succes. I 1805 bliver nyt korgestol sat i kirken og et år senere en korsvej med syv scener, som i 1850-1854 erstattes af den nuværende korsvej. Ca. 1813 laver kunstner Serafijn Vermote (Moorsele, 1788 - Kortrijk, 1837) en tegning med udsigt til St. Amanduskerk fra de nærliggende kirkeenge. I 1823-1825 bliver kirken udvidet mod nord- og sydsiden af tårnet, og i løbet af det 19. århundrede udføres restaureringsarbejder på bl.a. taget, klokkespillet på tårnet og vinduerne. For at skjule sporene fra ombygningen får Meulebeekse plafonneur L. Vermeulen i 1869 kirken belagt med en klippeplaster. I 1892 beslutter man at renovere og udvide St. Amanduskerk. I årene 1893-1896 bliver kirken udvidet og genopbygget i neogotisk stil til sit nuværende udseende under præst Adolf Persijn efter design af arkitekt Jules Soete (Roeselare). Den transeptløse, tre-nave hall-kirke har et højt, slankt vesttårn, tre kor og en særskilt døberkapel mod syd og rummelig sakristi. Af de ydervægge fra den gamle kirke bevares kun sydvæggen. Indenfor forstærkes de gamle romanske og 18. århundredes søjler, og nye søjler tilføjes; derudover installeres nye vinduer, et nyt doksaal, kirkemøbel og polykrome malerier af den gentiske kunstner Goethals, senere udført i koret af Block (Kortrijk). Kirken indvies den 21. september 1896 af biskop Waffelaert fra Brügge. I 1898 tilføjes Calvariebakken mod sydfacaden, udvidet i 1907 med et helligt grav. Den 7. oktober 1900 beslutter menighedsrådet at indrette den gamle kirkegård til en "nydelseshave" med jernhegn på begge sider og en passage for fodgængere, et design af byggeleder Soete. Under Første Verdenskrig bliver St. Amanduskirke skadet ved tårnet, taget og øst- og sydfacaden, som senere bliver restaureret. I 1930 placeres en afskærmning for fodgængere langs den indre gård af den tidligere kirkegård efter design af byggeleder Verstraete (Izegem). I 1930’erne udfører kunstner Leopold Sacrez (Meulebeke) dekorative malerier inde i kirken. Under Anden Verdenskrig bliver kirken igen skadet, og klokkerne bliver ramt. Allerede i 1940 bliver kirken restaureret af arkitekt Albert Crop (Meulebeke). I 1945 bliver krigsskaderne genoprettet, bl.a. vinduerne, og der hænges nye klokker op. I 1962-1963 bliver interiøret i St. Amanduskirke moderniseret under indflydelse af den liturgiske fornyelse på initiativ af præst Albert Lernout efter design af arkitekt R. Lernout (Geluwe). Foruden at et lille adgangsparti tilføjes på nordsiden, bliver interiøret især grundigt tilpasset ved at erstatte buerne mellem naverne med en betonstruktur på søjler, samt et større doksaal og et forhøjet højalter, hvor gravkammeret for familien de Beer forsvinder under et nyt gulv. Efter afslutningen af arbejdet bliver kirken genindviet den 30. juni 1963. I 1970'erne udføres der også restaureringsarbejder på ind- og ydersiden, bl.a. efter stormskader i 1975. I årene 1991-1996 udføres der igen restaurerings- og forskønnelsesarbejder i forbindelse med 100-året for bygningen af kirken. Dette inkluderer bl.a. flytning af prædikestolen, justering af døberkapellet med fx et nyt glasvindue og installation af et nyt klokkeslæt. Beskrivelse. Orienteeret hall-kirke, fritstående beliggende i det nordvestlige hjørne af markedet, med en smal passage Kapellestraat - Kirkevej på vestlige side og parkering på både nord- og sydside. Nogle små anlagte bedepladser ved kirken. Grundplan: tre-nave hall-kirke med vestfacade tårn, skib med syv afdelinger med en tredelt kor sektion forsynet med en tre-sidet apsis, mod nord- og sydsiden med en tre-sidet afslutning, centralt med en fem-sidet afslutning. På sydsiden, døberkapel og rummelig sakristi, begge på rektangulært grundplan. Materialebrug karakteristisk for den neogotiske byggestil: rød murstensbygning med brug af natursten til blandt andet sokler, vinduer, dråbe langs og dæksten; hvide sten-døråbninger og mure; skifer saddel- og skjold tage og indsnørrede tårnspidser; malede træ gavle med tre- eller fire-port motiv og smedet jern topdekorationer; korset-formede ankre. Ældre materialer skjult for øjet af slutningen af 19. århundrede byggefasen. Eksteriør. Vestfacade med centralt den fire-sidede tårn i fire afsnit. Tudorbueformet hovedportal i hvidstenet indramning med stiliserede florale motiver, negblokke og arkivolter på halvsøjler. Fra andet til fjerde lag, stort spidsbuevindue med neogotisk murolat med tre- og fire-portmotiver, to smallere spidsbue-nitser med neogotisk murværk og tilknyttede klokker umiddelbart set i stump spidse bue. Nadspids afsluttet med en forgyldt globus, smedet jernkors og vindfløj. Flankerende symmetrisk spidsgavl med afskårne støttebænke, Tudorbueformede sideportaler under tilsvarende hvide bue, hvorover store spidsbuevinduer med neogotisk murværk. Sidevægge af nord- og sydskibe rytmetiseret af afskårne støttebænke og afgrænset af flere ledede murstensfriser og profileret krone-kant; pr. afdeling spidsbuevindue med murværk i profileret murstensindramning. Korafslutninger med tilsvarende opbygning via afskårne støttebænke og neogotiske spidsbuevinduer. På nordsiden, nyere lille adgangsportal under fladt tag med små spidse bue-vinduer. På sydsiden, tilbygninger i lignende neogotisk byggestil. Lille døberkapel under skævt saddeltag med spidsgavl krønget af hvidstenet fioel. Rummelig sakristi under parallel saddeltag med entré under fladt tag med tårnrand; adgang under skuldret bueformet dørtrin og delt ovenlysvindue. Tilbygget til en støttebænk mellem døberkapellet og sakristiet, Calvariebakken med hellig grav i neogotisk stil tilknyttet kirken, med figurer af billedhuggere Mathias Zens (Gent). Rummelig spidsbue nische under spidsgavl med naturstenet skulderstykke, fladplader og meddelt fioel; lilje-ancre. Figurer i malet keramik og træ kors, oprindeligt placeret mod malet baggrund med udsigt over Jerusalem, nu hvidmalet. Under dette, en senere tilføjet grav niche i natursten, hvor et hvidmalet Kristus-billede står. Foranliggende bedepladser med lav buksbussplantning aflukket af nyere hegn. I vestfacaden indarbejdet mindeplade med inskription "D.O.M./ IN HONOREM ST AMANDI AEDIFICATA CIRCA AN. 1100./ CUM RDI. DNO. JAC. MYS. PAROCHI READIFICATA AN. 1715/ AMPLIFICATUR AC PENITUS RESTAURATUR ANNIS 1893-1894./ PAROCHO REV. DNO AD. PERSYN./ FABRICAE PRAESIDI DNO ACH. VERMEULEN./ CONSULE DNO EMILIO GOETHALS./ ARCHITECTO DNO J. SOETE". Interiør. Oprindeligt neogotisk interiør stærkt tilpasset under gennemgribende renoveringsarbejder i 1962-1963. Stærk forenkling med ensartet hvidpudsede inderside i stedet for polykrom maleri; lambrisering i gulbrun fliser. Midter- og sideskibe tidligere adskilt af spidsbue buer, nu åbnet ved beton konstruktion på tilsvarende søjler. Overdækning via et træ tonneloft med ribber, som bibeholder polykromi, ligesom loftet ovenfor koret, hvor ribberne ender på natursten beklædte pilastre med korinthiske kapitæler. Væggene af sideskibene og koret har spidsbuevinduer; figurative glasmosaik vinduer i døberkapellet, hoved- og sideskore. Natursten flisegulve daterer sig fra de forskellige bygge faser. Smedejern afskærmning af døberkapellet lavet af smed Emiel Vierstraete (Meulebeke), signeret og dateret "E.V. 1895". I byggefasen fra 1962-1963 forstørres doksaal med træafskærmning. Mobilier. Enkelt neogotisk kirkemøbel, tilført kirken i 1893-1896. Hovedalteret med tema af Hjertestyring af Hyrderne, Calvarie og Begravelse, givet af Amelie og Rosalie Goethals, polykromeret og forgyldt sten og træ, 1895 (dateret), af Mathias Zens (Gent). Sidealter sydskib dedikeret til helgens H. Amandus, givet af familien Vermeulen-Loncke, polykromeret og forgyldt sten og træ, 1896 (dateret), af Mathias Zens (Gent); altertavle med scener fra den helliges liv. Sidealter nordskib dedikeret til H. Domenicus og O.-L.-Jomfru, givet af Camillus og Maria Demarez, polykromeret og forgyldt sten og træ, 1895 (dateret), af Mathias Zens (Gent); altertavle med scener fra den helliges liv. Dæmonalter, natursten, 20. århundrede. Kommunionsbænk, egetræ, 1897, af Mathias Zens (Gent); symboler på H. Echaristie. Korgestol, egetræ, 19. århundrede. Biechtstole, egetræ, 1895, af Mathias Zens (Gent). Prædikestol, egetræ, 1895, af Mathias Zens (Gent); skib med bibelske scener imellem skulpturerede figurer af de fire evangelister; klangbrættet med symbol på H. Hell

Onroerend Erfgoed Vlaanderen