Historien om Sint-Pieters-Kapelle

Som del af det såkaldte Hernegewoud hænger historien om Sint-Pieters-Kapelle nært sammen med denne i den nærliggende Herne; siden den kommunale omstrukturering i 1977 er denne landsby for øvrigt blevet en delkommune af "stort Herne". Det er derfor også en del af Waltrudis-arven, der blev givet til Kapitlet i Bergen omkring midten af det 7. århundrede. Hernegewoud eller Potestas af Herne (latin: potestas = politisk / administrativt embede, som normalt svarede til et territorialt meget stort herred) tilhørte under middelalderen og det ancien regime Henegaus baljevand Edingen. Sint-Pieters-Kapelle var i denne egenskab ikke et autonomt herred, da det faldt under myndigheden af ​​de skippere i Herne. Ved den grundlæggende administrative omorganisering af de sydlige Nederlande, udført af den franske administration, blev Sint-Pieters-Kapelle i 1795 indordnet i departementet Jemappes, hvis betegnelse blev ændret til Henegouws provins ved grundloven i 1815. Her tilhørte Sint-Pieters-Kapelle ("Saint-Pierre" er nævnt på Ferraris-kortet) oprindeligt arrondissement Bergen og fra 1818 til arrondissement Zinnik. Denne afhængighed af Vallonien mærker man blandt andet ved en gåtur på kirkegården, hvor adskillige indskrifter på gravstenene er udført på fransk.

Først i 1962-1963, som en del af første og anden Gilson-lov, blev denne sproggrænsekommune overført til det Nederlandstalende arrondissement Halle-Vilvoorde i provinsen Brabant (ændret til Vlaams-Brabant).

RikkeW