Grotte Scladina

Hulen Scladina blev opdaget i 1971 i en dal, der løber ned til Maas-floden. Siden 1978 er der blevet udført udgravninger. De næsten 7 meter sedimenter, der fylder hulen, giver en ideel mulighed for arkæologisk og videnskabelig forskning. Derved kan man følge klimaets udvikling over cirka 100.000 år. Og udviklingen af den præhistoriske fauna takket være de hundredtusindvis af knogler, der er blevet fundet. Der er også konstateret menneskelig tilstedeværelse, fra neandertalerne til de mennesker, der levede i neolitiske tid. Dette kunne ses med arkæologisk materiale, men også med knogler, der helt klart kunne identificeres. Sedimenterne indeholder genstande fra den mellem-paleolitisk tid (cirkagr 300.000 til 35.000 år f.Kr., perioden med neandertalerne) til den sene paleolitisk tid (cirkagr 35.000 til cirkagr 8.500 år f.Kr., perioden, hvor den moderne menneske dukkede op i vores områder). Den seneste menneskelige besættelse efterlod os en kollektiv grav fra neolitiske tid. Opdagelsen af stedet fik international omtale. Den dateres dog først fra 1993, næsten et århundrede efter, at de sidste knogler fra neandertalerne blev afdækket i vores land. Det drejer sig om et dusin spredte fragmenter af kæbebenet fra et barn. Den gode tilstand af dette barn, der højst var ti år gammelt og levede for 100.000 år siden, tillod blandt andet at afsløre kostvaner gennem laboratorieanalyser. Studiet af de forskellige sedimentlag i hulen Scladina bragte adfærden hos de mennesker, der har levet der i rækkefølge, frem i lyset (transport af råmaterialer, specialisering med værktøjer, jagt...).
Klassificeret den 19-04-1996
Ekstraordinært kulturarv fra Wallonien

Wizpr.guide