Kirken i Vlezenbeek

Sogns kirke Vor Frue

Orienteret, tre-navet kirke med heterogen udsigt som resultat af en lang byggehistorie med forskellige, intensive byggeaktiviteter; de ældste dele går tilbage til det fjortende-femtonde århundrede. Den tidligere omgivet kirkegård, som nu stadig er delvist indhegnet og muret, blev lukket i 1956, helt ryddet i 1969 og erstattet af grønne arealer med monumentet for de faldne nordvest for kirken i form af en obelisk af blå hårdsten. Kirken blev beskyttet som monument ved K.B. den 13. september 1976. Oprindeligt var Vlezenbeek kirkeligt afhængig af moderparapokalen Sankt-Peters-Leeuw. I 1079 skænkede den daværende biskop af Kamerijk, Gerard II, alteret i Sankt Peters kirke sammen med det i Vlezenbeek til abbediet af den Hellige Grav af Kamerijk. I 1305 frigjorde Vlezenbeek sig fra moderparapokalen og udviklede sig til en selvstændig sogn i bispet Kamerrijk. Fra 1559 kom sognet under ærkebisperne i Mechelen. C. Van Gestel nævner 1350 som året for adskillelsen, året der ifølge ham også nævnes i "Specification oft Pertinente Beskrivelse af Baenderye, Herrlighed og Slot af Gaesbeek" (Bruxelles, 1654). Den nøjagtige dato for grundlæggelsen af den nuværende sognskirke kendes ikke, formodentlig skete det i løbet af det fjortende århundrede, i hvert fald før 1418, som fremgår af en akt fra det år, hvori den daværende hertug af Brabant, Jan IV, gav tilladelse til at indsamle penge med henblik på færdiggørelsen af kirken. Den indtog formodentlig pladsen for en ældre kapel til ære for Vor Frue bygget nær en mirakuløs kilde, den såkaldte "Merselborre". A. Van Mieghem omtaler i denne forbindelse en romansk kirke i lokal byggemateriale, hvor et mirakuløst billede af Vor Frue blev æret. Under de religiøse uroligheder blev dette billede sammen med kirkearkivet ødelagt.

rudip