Ruisbæk

Den 3. januar 1976 var der oversvømmelseskatastrofen i Ruisbroek. En kraftig nordveststorm faldt sammen med springflod på Nordsøen. I modsætning til i 1953 stod de - nu stærkt forstærkede - Zeeland- og Wase diger fast, men bølgen blev presset ind i landet op ad Skelder, hvor digerne brød ved Moerzeke, Walem og Ruisbroek. Ved Ruisbroek gav de lave diger ved Vliet, en lille biflod af Rupel, efter, hvilket betød, at mere end otte hundrede huse blev oversvømmet. Lige strømopad, i Battenbroek, druknede den 9-årige Wim De Smedt i et forsøg på at bringe sig selv og nogle naboer i sikkerhed på kanten af den nyligt anlagte E19.

Januarstormen i 1976 var ikke en lokal katastrofe: i det nordlige Tyskland mindes man i dag skaderne og ofrene fra ‘Capella-orkanen’, opkaldt efter et østtysk fragtskib, der gik ned i stormen ud for kysten af Terschelling. I Hamburg er vandstandden den 3. januar 1976 stadig den højeste, der nogensinde er målt.

I den belgiske kollektive hukommelse er ‘Ruisbroek 1976’ hvad oversvømmelsen i 1953 er for Holland: en katalysator for en radikal revision af kystbeskyttelsen. Sorgen og vreden hos ofrene rettede sig mod regering-Tindemans, som skulle have været tøvende med digeforbedringerne. Det hjalp ikke, at ministeren for offentlige arbejder, den fransktalende liberal Jean Defraigne, i pressen havde erklæret, at investeringer ikke måtte gå ud over de hastigt nødvendige walisiske motorveje.

Mediahuis België