Steendorp

Hvordan teglværkerne kom til Bruxelles
af An Devroe © Bruxelles Deze Week
15:38 - 24/09/2005
Bliv ikke skræmt, hvis du på søndag ser en ægte folkevandringsbevægelse på kanalen. Så vil migrationen af fyrre arbejderfamilier fra Steendorp ved Schelde blive gentaget. I september 1865 kom de med pram via Rupel og Bruxelles' kanaler til Lot. Der bosatte de sig massivt i Carré og arbejdede i væveriet Scheppers.
"Min fjerne vugge står i Steendorp," siger Paul Blyweert. "De var tre hundrede Waaslandere, herunder mine oldeforældre, som efterlod deres teglværksfortid."

For Paul Blyweert begyndte det hele i 1959: "Min far kom en dag indsvingende med Het Laatste Nieuws: 'Vi har en hundrede år gammel i familien, Bake Blyweert fra Steendorp!' Men som det ofte går, fik jeg først interesse for min familiehistorie senere i livet og tog tråden op først fyrre år senere."

Amelberga (Bake) Blyweert viste sig at have boet med sin familie i Carré i Lot, men efter faderens død af kolera var hun vendt tilbage til Steendorp. Nogle familier gav op efter kun få dage og flyttede til Willebroek eller til Bruxelles, hvor de franskerede.
"Men hvordan vidste de, at der ville være arbejde for dem i Lot? De stakkels teglværksarbejdere læste så absolut ikke plakater eller annoncer, de kunne ikke engang læse. Vi tror, det skete via rekrutteringsfolk," siger Blyweert. "Hvorfor de lige blev rekrutteret der, har sandsynligvis at gøre med den militære historie. I 1848 blev det besluttet at bygge en ny vold og en fortgase omkring Antwerpen. I Bazel, hvor Steendorp dengang hørte til, blev arbejdere fra hele området tiltrukket til dette gigantiske arbejde. Teglværksbyen blev ikke for ingenting kaldt Steendorp. Ved levering af fæstningerne i 1865 var al den arbejdskraft pludselig uden arbejde."

Lokket af løftet om sikkert arbejde: var det så også godt at arbejde i fabrikken? "Herom er Joke Vandenbussche og jeg uenige," siger Paul Blyweert. "Det var i hvert fald en forbedring, hvis man kom fra teglværkerne. Min mor var væver, jeg har ikke hørt hende klage."

Historikeren Joke Vandenbussche læste i adskillige arkiver og rapporter en anden historie. Således skriver De Textielarbeider i 1900 om "den endnu undervurderede og slaviske befolkning, som, selvom den kun er nogle kilometer fra hovedstaden, hvor pragt og luksus udstilles, i en uafbrudt arbejdsuge på 66 timer i fabrikken knap nok tjener nok til at overleve uden at dø af sult." Derudover var arbejderboligerne på 4 ved 4,5 eller 6,3 meter ofte oversvømmet. Det skete, når Zenne for endnu en gang havde forvandlet et område fra Vorst til Lot til en sø.

Brussels spor
Hjulpet af geuze, den eneste øl, som Paul Blyweert kan få ned, blev ideen født: "Vi skal prøve at gentage denne folkevandringsbevægelse."

"140 år, det er ikke et jubilæumsnummer, er det. Men nu er der i Carré kun et tiital efterkommere tilbage, inden for ti år er det slut." De lokale historiske selskaber og borgmestrene i Beersel (Lot) og Bazel, kulturafdelingen og kulturudvalget i Beersel gik med på vognen. Marc Desmedt fra Beersels historiske selskab: "25. september falder i det traditionelle festivalweekend. Nå, i Lot bliver der festival. De mange efterkommere og folkesanggruppen Arjaun går ombord fra kajen i Steendorp, ligesom for hundrede og fyrre år siden."

Ved ankomsten kl. 15 vil en historisk procession så bevæge sig mod Carré. Næsten tre hundrede statister med trækvogn og husgeråd vil genlive historien. Fabrikkens fotografalbum fra 1881 og en model af fabrikken vil være tilgængelige for besigtigelse i Sankt Josephs kirke i løbet af weekenden. For bortset fra den store spinderi, der stadig dominerer landsbyens centrum, også uden den uretmæssige overbygning (lofts), er der ikke meget bevaret af fabrikken, der lukkede sine døre i 1930'erne. Fabrikkens fortid bliver ikke mindre værdsat, også dokumenteret af læringsvandringen for skolebørn. "Hvis vi vil bevare arv for fremtiden, skal vi involvere børnene," siger kulturpolitik-koordinator Joke Vandenbussche.

"På udkig efter nye udfordringer," beskriver Vandenbussche stifter François Scheppers' drivkraft til at bytte sit handelsfirma i Bruxelles i 1845 for en tekstilfabrik. Det blev en modelfabrik, takket være kanalen Bruxelles-Charleroi, jernbanelinien Bruxelles-Tubize og Zenne, hvor vævene blev skyllet.
Scheppers blev for sin bidrag til Belgiens industrielle udvikling belønnet med et medlemskab af Handelskammeret i Bruxelles og optagelse i Leopold I's Orden. Han kunne således i 1853 tillade sig at bygge et neoklassisk herskabshus i Leopoldkvarteret, hvor ifølge Vandenbussche de første politikere i landet boede. Da Scheppers' fabrik i 1859 blev S.A. de Loth, var der mange store navne fra Bruxelles i bestyrelsen og tilsynsrådet med en grund i Leopoldkvarteret. Det skal have været en tilvænningsproces at komme hjem til Bruxelles' Industrigade efter at have tilbragt arbejdsdagen i arbejderlandsbyen Lot. På stedet, hvor der nu står en kontorblok fra Petrofina, trådte François Scheppers ind i "un grand vestibule d'entrée précédé d'un perron et donnant accès aux différentes pièces ainsi à un escalier d'honneur, de quatre salons et d'une grande salle à manger faisant suite, office, vestiaire, escaliers de service."

Gregor Legein