Gamle-Mechelsevej (Wolfsdonk): rækkehus langs herregårdsvejen

Det er interessant at bemærke, at denne vej på Langdorps område løb på vandskillelinjen mellem Nete- og Demerbassinerne. Med andre ord følger den den højeste og tørreste vej i landskabet. Det kan klart ses på Ferrariskortet fra det 18. århundrede.

Når vi ved, at denne vej historisk blev kaldt ‘heirbaan’, så kan dens oprindelse trækkes langt tilbage i tiden, sandsynligvis til romertiden. I hertugdømmet Brabant måtte man i det 16. århundrede (Ordonnans fra prins Karl i 1510) kun bruge navnet 'heirbaan' for veje på 40 fod eller omkring 12 meter brede. Alle fremmede handlende måtte kun udføre deres handel på denne vej, og der var fri passage for får og andre dyr. Handelsmændene betalte vejafgift til hertugen af Aarschot. De øvrige veje tilhørte herrerne af Schoonhoven, Rivieren og Steen. De kunne opkræve vejafgift på disse private veje.

Fænomenet med strækbyggeri
Indtil Anden Verdenskrig var beboelsen langs Mechelsebaan meget begrænset. Vejen lå mellem en smal stribe af nåletræ på den ene side og marker på den anden side. De blæseklitter bliver senere meget bredere. Byggeri opstår især efter Anden Verdenskrig og er den mest aktuelle og dramatiske udvikling af spredt boligbyggeri i Flandern, og meget specifikt i Nord-Hageland og de Sydlige Kempen. Landsbyerne udviklede sig i det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede fra kerner og småbyer med flere huse samlet, til en udvidelse af disse kerner og en stigning i spredt beboelse. Efter Anden Verdenskrig får vi strækbyggeri. Der er mere velstand. Derudover forstærkes statslige tilskud. Der er ingen urbaniseringspolitik. Der er ikke opbygget jordreserver i landsbyerne af myndighederne, så bygherren frit kan bygge på parceller langs vejen. Dette er den mest uheldige form for byggeri økonomisk og økologisk: udstrakte forsyningsledninger til vand, elektricitet og kloak, dyr offentlig transport, mere brug af bil, et netværk af grænser og forhindringer for fauna, ...

Toerisme Aarschot