Monument Adolphe Sax

Antoine-Joseph Sax, bedre kendt som Adolphe Sax, er den frugtbare og geniale opfinder og bygger af musikinstrumenter og så dagens lys den 6. november 1814. Antoine-Joseph var den ældste søn af Charles-Joseph (1791-1865) og Marie-Joseph Masson (1813-1861). Efter ham ville ti søskende følge.

Faderen Charles-Joseph var snedker-tømrer af erhverv. Men han starter hurtigt med bygningen af musikinstrumenter. Et godt valg, skal det vise sig. Charles-Joseph Sax er altså autodidakt og fremstiller træ- og messingblæseinstrumenter, og endda violiner og klaverer. Han får omkring tolv patenter og perfektionerer sine instrumenter. Han deltager med succes i talrige udstillinger, hvor han høster flotte udmærkelser.
Fader Sax opdager hurtigt, at hans søn også har en passion for musikinstrumenter, og han gør ham meget ung til sitt lærling. Tilsyneladende indså han, hvad drengen havde i sig.

Med støtte og hjælp fra sin far arbejder den unge mand på sin fremtid. Han finder op og perfektionerer instrumenter, og han spiller også på dem. Han er 16, da han viser fløjter og klarinetter lavet af elfenben på industriudstillingen i Bruxelles. På sin tyvende fødselsdag præsenterer han en helt ny klarinet med 24 taster, et smukt eksempel på fantasi og mesterligt håndværk. Så følger en ny basklarinet, som vækker stor appetit hos Habeneck, orkesterleder for Opéra de Paris, som tilfældigvis er i Bruxelles, og som stempler andre klarinetter som “barbariske instrumenter.”

Men denne kreation vækker misundelse hos solisten fra den Bruxelles "Grande Harmonie royale". Han nægter at bruge instrumentet fordi det, som han siger, kommer fra ‘favoritlærlingen Sax’. “Spil så på din klarinet,” svarer Sax, “og jeg vil spille på min.” Manden tager imod udfordringen, og Sax sejrer foran fire tusind lyttere. Han bliver solist. Der bliver skrevet værker til ham, som efter hans afgang aldrig blev udført, fordi de var så svære!

1842 er året for det store vendepunkt i Saxs liv, der på det tidspunkt ejer sin nye opfindelse: saxofonen og sin familie. Adolphe Sax er næsten tredive, "den alder hvor et menneskes kreative talent bekræftes, hvor hans menneskelige personlighed formes."

Stedet at være i Europa — Paris — besatte ham, kaldte på ham.

Sax gav primært sit navn til fire store familier af instrumenter: saxhorn, saxtrompetter, saxtubaer, saxofoner. Dette er den første gang, at en producent ikke koncentrerer sig om ét enkelt instrument, men om en familie af instrumenter. Familien af saxofoner består af syv instrumenter, fra sopranino og sopran, til bas og kontrabas, via alt, tenor og baryton. Disse instrumenter giver et helt nyt og skønt timbre, i en ny form, i messing og ikke mere i træ. Denne form, som Sax fandt på og indførte, er en parabolsk kegle. Instrumentet spilles med et rørblad. Det imiterer lydene af et lavt instrument med bue. Og heri ligger hele den tekniske hemmelighed ved saxofonen. Sax kender forholdsprincipperne indgående, og det er denne viden, der ubestridelig gør ham til den mest fremtrædende blandt alle andre producenter.

Så følger smertefulde år for opfinderen, der må kæmpe mod sine modstandere, sine konkurrerende og efterlignere, som forener sig for at bekæmpe ham. Hans personale bliver taget fra ham, musikere forhindres i at spille på hans instrumenter, der optræder hadske artikler med sårende karikaturer. Saxofonen bliver eksporteret efter mærket blev fjernet, og derefter ostentativt genindført til Frankrig med nogle ændringer og nye mærker. Sax bliver draget for retten for at få sine patenter annulleret.
Alle disse tiltag ødelægger Sax, der bliver erklæret konkurs tre gange: i 1852, 1873 og 1877. Ikke desto mindre forlader omkring tyve tusinde instrumenter mellem 1843 og 1860 Sax-værkstederne, hvor omkring hundrede arbejdere arbejder.

Saxofonen faldt ikke straks i god jord hos datidens komponister, på trods af de utallige rosende anmeldelser og de tætte venskabsbånd mellem Sax og musikverdenen. Instrumentet har gjort en besværlig og langvarig opstigning over hele verden.
Men nogle forfattere, og ikke de mindst betydende, var så entusiastiske, at saxofonen år efter år fandt mere indpas.

Først i 1942 – en århundrede efter opfindelsen – bliver den første officielle saxofonklasse oprettet ved Conservatoire de Paris.

Skæbnen skåner ikke familien Sax. Syv af de elleve børn dør unge og Charles-Joseph kæmper med økonomiske problemer. I 1853 rejser han til sin søn, der på det tidspunkt boede i Paris. Mesteren blev så selv elev og ville til sin død i 1865 fremstille saxofoner.

Den geniale Dinantese døde i Paris den 7. februar 1894. Hans legeme hviler på det såkaldte “kirkegård i Montmartre,” i en gravkapel, ved siden af seks medlemmer af sin familie. En af hans sønner, Adolphe-Edouard, fører sagen videre. I 1928 blev denne overtaget af det parisiske hus Selmer.

Dinant må med rette være stolt af Sax, den strålende dinantese!

Willem Vandenameele