Kilde Wellington

I begyndelsen af det 20. århundrede opdagede châtelainen af Warfaaz, kommandanten af slottet, Georges d’Artet de Neufmoustier (1861-1940), i nærheden af Marie-Henriette-kilden i en sumpet eng, der lå ved hans villa, en overdådig jernholdig og kulsyreholdig kilde. Dette fortæller denne mand til Achille Poskin (1856-1923), der var en specialist i hydrologi og medicinsk rådgiver vedrørende vandet fra Spa.

I oktober 1906, juli 1907 og november 1908 køber Artet det pågældende område (sumpeng) som havde et areal på 9.500 m² med det formål at udvikle dette sammen med Poskin.

Ved slutningen af 1908 lykkedes det Poskin at indfange kilden. Kilden fik navnet Wellingtonkilden som en påmindelse og henvisning til opholdet i Spa i 1818 af Arthur Wellesley, hertugen af Wellington, med det formål at tiltrække engelske kunder.

I 1930 kunne Marie-Henriette-kilden med en daglig udstrømning på 375 m³, ikke længere dække behovet i termiske bade i Spa og blev de 65 m³ fra Wellingtonkilden tilføjet. Kildevandet fra begge kilder bliver siden da transporteret sammen til badene via en rørledning. På grund af den voksende efterspørgsel efter kildevand viste det sig også, at det volumen flere år senere var for begrænset, og også kildevandet fra Tonneletkilden blev tilføjet. Da de tre kilder stammer fra den samme akvifer, har kilderne den samme kvalitet af kildevand.

Kildehuset er en ottekantet bygning hvoraf kun en del af den nederste halvdel er tilbage. Den øverste halvdel bestod af en platform med otte søjler i hjørnerne og et pyramideformet tag. På siden af bygningen er der anbragt en plakette med inskriptionen Source Wellington. I 2016 er kildehuset en ruine, hvor dele af muren er faldet ned.

Willem Vandenameele