Ralisbroek, et sjældent kildeområde

Ralisbroen, som vi nu oplever som en skov, var i lang tid et vådt græsland. Sporvognen skulle her i 1904 stadig køre gennem engene. Grundvandet er hvad man kalder 'kildevand': det kommer fra højere beliggende områder og glider som det var gennem en uigennemtrængelig lerlag hertil. På dette lave punkt bliver vandet presset opad.

Fra mellemtiden blev græslandet stille og roligt omdannet til skov, for cirka i 1980 at have nået det nuværende skovareal. Vi formoder, at skoven især er udviklet til en beplantning af canadatræer, men vi er ikke sikre. I dag ser vi faktisk meget kærskov af alme stå.

At enge blev kunstigt drænet, kan vi udlede fra den ofte lige strøm af vandløb i området mod Tieltse Motte og fra et gitter af små vandløb på nogle steder i nærheden af Motte. Den vigtigste å i Ralis er 'Grootspanseel'.

På den biologiske værdisætningskort er området kortlagt som 'biologisk meget værdifuld'. På de våde lerjorder taler man om både en alluvial alme-askeskov, med sommereg, pil og birk, og en sur bøgeskov med sommereg og birk.

Området er overvejende et VEN-område. Dette betyder, at det tilhører det Flamske Økologiske Netværk bestående af et udvalg af de mest værdifulde og følsomme naturområder i Flandern. En græsmark, som vi passerer, tilhører desuden de 'historisk permanente græsmarker (HPG) og andre permanente græsmarker i Flandern, beskyttet af naturbeskyttelsesloven'.

De mest bemærkelsesværdige (forekommende) træer og buske er canadisk poppel, sommereg, hyld, hassel, alme, ahorn, en sjælden birk, for det meste en ask, bøge, kristtorn, flere slags brombær, …

Den vilde kristtorn, der dukker op her og der, er en interessant art, da den er karakteristisk for de atlantiske skove i det kølige, fugtige klima. I Østeuropa findes arten ikke længere vildt i skovene.

Som urter så vi ved den tørre skovkant bl.a. falsk salvie, negleurt, vedbend, haneblads, hun-blads, en enkelt nåleurt, sump-spiraea, hundeurt, løg-uden-løg, en sjælden humle… I de vådeste dele viser det sig, at skjorte (Carex remota) er bestemmende for aspektet. Bemærkelsesværdigt er det, at brændenælder er begrænsede i antallet: en indikation på, at kvælstofforurening ikke er massiv. Det er muligt, at de høje grundvandsniveauer om foråret forhindrer, at brændenælder – som normalt har en hurtigere vegetativ udvikling om foråret end andre arter – vokser rigeligt.

Jan Rymenams