Huningsche Vandmølle

Møllen fra gården Huning i Vreden-Ammeloe blev bygget i 1811, det år hvor erhvervsfriheden blev indført i Preussen, af ægteparret Hermine Huning, født Eßling, og Johann Bernhard Huning. Den lå indtil 1978 ved Huningsbach, som blev omdannet i forbindelse med jordfordelingen. Dette er den sidste vandmølle i Vreden.
Bygningen er i halvanden etage og har et krüppelvalmtag. På den midterste etage ligger de to møllesten med hver to malesten lavet af Eifeler blåbasalt. Siden omkring 1900 blev møllen drevet af en turbine, som arbejder mere effektivt end et vertikalt vandhjul ved lavt fald eller skiftende vandstande.
Indtil efter Anden Verdenskrig malede møllen uophørligt korn. Derefter forfaldt bindingsværksbygningen gradvist og blev kun brugt som opbevaringsrum for skrammel. Frost skadede murværket, og regnen angreb bjælkerne. Da Huningsbach til sidst blev omlagt, var møllen alvorligt truet på grund af sænkningen af grundvandet. Lokalhistorisk forening besluttede at handle i 1991.

Charly