Katedralen i Santiago de Compostela

Katedralen i Santiago de Compostela (spansk og galicisk: Catedral de Santiago de Compostela) er en del af det romersk-katolske erkebispedømme Santiago de Compostela og er en integreret del af verdensarvsstedet Santiago de Compostela i Galicien, Spanien. Katedralen er den formodede gravplads for Sankt Jakob den Ældre, en af Jesu Kristi apostle. Katedralen har historisk været et pilgrimsmål på Camino de Santiago siden tidlige middelalder og markerer den traditionelle afslutning på pilgrimsvejen. Bygningen er en romansk struktur med senere gotiske og barok tilføjelser.

Ifølge legenden bragte apostlen Sankt Jakob den Ældre kristendommen til Den Iberiske Halvø. I år 44 e.Kr. blev han halshugget i Jerusalem. Hans rester blev senere bragt tilbage til Galicien, Spanien. Efter de romerske forfølgelser af spanske kristne blev hans grav forladt i det 3. århundrede. Ifølge legenden blev denne grav i 814 e.Kr. genopdaget af eremitten Pelagius, efter at han havde set mærkelige lys på nattehimlen. Biskop Theodomirus af Iria anerkendte dette som et mirakel og informerede kong Alfons II af Asturien og Galicien (791–842). Kongen beordrede opførelsen af et kapel på stedet. Legenden fortæller, at kongen var den første pilgrim til dette helligsted. Dette blev efterfulgt af den første kirke i 829 e.Kr. og derefter i 899 e.Kr. af en præ-romansk kirke, bestilt af kong Alfonso III af León, hvilket medførte den gradvise udvikling af dette vigtige pilgrimssted.

I 997 blev den tidlige kirke brændt til aske af Al-Mansur Ibn Abi Aamir (938–1002), hærfører for kalifatet i Córdoba. Al-Andalus-kommandanten blev på sin invasion ledsaget af sine vasal-kristne herrer, der modtog en del af byttet, mens graven og relikvierne af Sankt Jakob blev efterladt i fred. Portene og klokkerne, som blev båret af lokale kristne fanger til Córdoba, blev tilføjet Aljama-moskeen. Da Córdoba blev indtaget i 1236 af kong Ferdinand III af Kastilien, blev de samme porte og klokker transporteret af muslimske fanger til Toledo for at blive indbygget i katedralen Sankt Maria i Toledo.

Bygningen af den nuværende katedral begyndte i 1075 under regeringstiden af Alfonso VI af Kastilien (1040–1109) og under biskop Diego Peláezs beskyttelse. Den blev bygget efter samme plan som den monastiske murstenskirke Sankt Sernin i Toulouse, sandsynligvis den største romanske bygning i Frankrig. Den blev hovedsageligt bygget i granit. Bygningen blev stoppet flere gange, og ifølge Liber Sancti Iacobi blev den sidste sten lagt i 1122. Men på dette tidspunkt var opførelsen af katedralen bestemt ikke afsluttet. Katedralen blev indviet i 1211 i tilstedeværelse af kong Alfonso IX af León.

Ifølge Codex Calixtinus var arkitekterne "Bernard den ældre, en vidunderlig mester", hans assistent Robertus Galperinus, og senere muligvis "Esteban, mester for katedralarbejderne". I den sidste fase afsluttede "Bernard, den yngre" bygningen, mens Galperinus var ansvarlig for koordineringen. Han byggede også en monumental fontæne til den nordlige portal i 1122.

Kirken blev i 1075 en episkopal sæde og på grund af den stigende betydning som pilgrimsmål blev den formodentlig i 1100 hævet til ærkebispedømme af pave Urban II. Et universitet blev tilføjet i 1495.

Katedralen blev udvidet og udsmykket med tilføjelser i det 16., 17. og 18. århundrede.

Camino