Mont Ventoux Vindsområde

At bestige Mont Ventoux er for hver cykelentusiast som at komme ind i himlen, men man må dog passere helvede. Siden fra Bédoin er den sværeste. Fra Bédoin til Saint-Estève går det dejligt. Du ser bjerget ligge til venstre og vinmarkerne til højre. Overmodig tænker du måske, at det ikke bliver så slemt. Men fra hårnålesvingen i Saint Estève tænker du anderledes. Vejen buldrer nu op ad bjerget med stigningsprocenter næsten konstant over 10%. Det ubehagelige ved denne side er også, at du stort set ikke ser noget. Til venstre og højre ser du kun en stor egeskov. Højere op bliver de til egetræer, fyrretræer. Men du ser intet. Nada. Du hører kun dit eget støn og fokuserer på den næste sving, femti meter længere fremme i håbet om, at det bliver lidt fladere bagefter. Det bliver selvfølgelig ikke fladere. I hvert fald ikke i lang tid.

Efter den lange tid, ved nogle chalet'er, bliver det fladere og endda helt fladt. Du når nu til Chalet Reynard og den store parkeringsplads. Derefter buller det igen op ad bjerget. Men nu er der ikke flere træer. Kun ørken. Kun sten, til venstre og højre. Og som regel også ret meget vind. Her kan det uden problemer blæse 100 kilometer i timen. Og den vind er garanteret en ulempe. I det øjeblik, du næsten dør, er du sandsynligvis ved Col de Tempetes og monumentet for Tom Simpson. Jeg har ikke set nogen give op her, men alligevel kommer nu en af de sværeste strækninger. Du kryber opad. Og så er der den sidste sving til højre. Vejen stiger op ad de sidste 50 meter uden tvivl med mere end 15%, men dette er en fornøjelse. Og så er du deroppe, og et øjeblik er du i himlen og kan se hele vejen til Middelhavet. Et øjeblik. For hvis du venter for længe, fryser du, selv om sommeren.

Mversch1