Mentons regionale forhistoriske museum

Museet blev oprindeligt grundlagt i 1878 som et naturhistorisk kabinet af Stanislas Bonfils (1823-1909), en havekspert og lokal arkæolog.

Fra 1909 havde den sin egen bygning i Rue Lorédan Larchey , tegnet af Adrien Rey og et typisk eksempel på Belle Époque-tidens eklektiske arkitektur.

Besøgende rejser gennem ni kapitler om menneskehedens udvikling og regionens geologi (ca. 1 time).

Udstillingerne spænder fra 1,2 millioner år siden (Grotte du Vallonet) til jernalderen og omfatter værktøj, rester og dioramaer. Dyreknogler såsom bjørne, hyæner og næsehorn fra Vallonet; ildkontrol ved Terra Amata (400.000 år gammel); håndøkser fra Grotte du Lazaret; og artefakter fra Grimaldi/Balzi Rossi-hulerne , herunder Menton-manden og frugtbarhedsfigurer.

Det berømte kranium, længe kendt som "Homme de Menton", stammer fra Grimaldi-hulerne lige på den anden side af den italienske grænse. Det er cirka 25.000 år gammelt og blev verdensberømt i begyndelsen af det 20. århundrede som et af de ældste menneskelige rester i Europa.

Museet rummer rester fra regionens første beboede områder (for 400.000 år siden), herunder Terra Amata (Nice) . Dette indikerer tidlige former for sameksistens centreret omkring varme og mad: fremkomsten af "hjemmet".

Samlingen indeholder også et kæbebenfragment fra et forhistorisk næsehorn , der levede i regionen for en million år siden og blev udgravet i Vallonet-hulen . Dette fund beviser, at der herskede et subtropisk klima herskede her.

Samlingen omfatter også fund fra romerske skibsvrag samt glasvarer og keramik fra Middelhavsregionen.

Willem Vandenameele