Slot Soelen

Huset Soelen ligger i en park med høje træer, tæt på landsbyen Zoelen, nordvest for kirken. Slottet er placeret på en lille, rund ø, der på nordsiden er forbundet med forhallen med en træbro. Området inden for voldgraven og slottet er ikke åbent for offentligheden, men dem, der går rundt om det, får alligevel et godt indtryk af bygningen.

Allerede i 1263 fremgår en vis Otto van Soelen ved tildelingen af byrettighederne til Wageningen, som ved sin død efterlader en mindreårig datter, til hvem Arndt van Arkel blev belejet af greven af Gelre i 1298 med huset Soelen. Arndts barnebarn, også kaldet Arndt, optrådte i 1349 som herre over Soelen og Avezaath. Både i Zoelen og Avezaath skal herrerne have ejet et hus. Mellem 1290-1296 blev disse huse indtaget af tilhængere af greven af Flandern. I 1355 blev de derefter ødelagt af hertug Eduard.

Efter genopbygningen kom Arnold van Soelen i konflikt med Eduard, hertug af Gelre, men han måtte den 13. april 1362 underkaste sig hertugens myndighed sammen med sine sønner, Jan og Otto. Han måtte blandt andet tillade, at hertugen kunne bestemme, at huset Soelen kunne rives ned på anmodning, hvilket betød, at han faktisk ikke måtte disponere over de sten, der ville blive frigivet ved nedrivningen. Det er ikke umuligt, at ved Arndt van Arkels død blev godset opdelt i Avezaath, med den del, hvor Aldenhaag lå, og den del, hvor huset Soelen befinder sig.

Det førstnævnte gods var det største og mest betydningsfulde. Walraven van Benthem fik på en eller anden måde den del, hvor huset Soelen lå, i sin besiddelse.

Efter familien Van Benthem kom familien Van Rossum i besiddelse af godset. Efter at Soelen i 1506 blev ophøjet til hérred, kom det i 1569 i besiddelse af Heilwich van Rossum, gift med Dirck Vijgh.

I 1572 blev denne Dirck belejet med Aldenhaag, således at Soelen og Aldenhaag kom i én hånd og blev ved med at være det. Denne Dirck kom i 1574 på en bemærkelsesværdig måde i nyhederne. I april 1574 kom der rygter til den spanske guvernør af Tiel om to fjendtlige personer, der skulle befinde sig på slottet Soelen.

For at verificere denne besked sendte guvenøren en sergent, korporal og 50 soldater til Dirck Vijgh med anmodning om at overgive personerne, hvis de faktisk befandt sig på slottet. Dog kom man ikke længere end til nedergården. Vijgh nægtede at samarbejde om undersøgelsen. Som tilfældet ville, passerede Franco de Valdes med sine tropper en dag senere mellem Tiel og Zoelen med henblik på at angribe fjenden mellem Hellert og Varik.

‘Didrick Viigh, og Claes van Gendt, hans svigerbror, mente, at de kom for at omringe huset Soelen og tage det fra ham, så han har af frygt og med al flid og grundighed flygtet til Bueren og har selv ladet fyr værre i huset ovenfor og nedenfor og har også på den måde brændt sammen med et stort antal brændstof, der lå i huset, som tilhørte ham selv’.

I samme år medførte en anden konflikt endnu flere problemer for Dirck Vijgh. Dionys van der Wesenhagen fik påbud fra den Gelderlandske regering om at overdrage huset og herligheden til Reinier van Gelre, som ville eje det i sin kones navn. For at realisere dette tog Van der Wesenhagen den 27. juli (1574) til slottet Soelen. Fra sine observationer lavede han en rapport:

‘Da jeg kom der, fandt jeg den forreste port til huset lukket; en af soldaterne blev pålagt at krybe under porten og åbne den. Da jeg gik ind og op til porten, fandt jeg ikke andet indenfor end stykker af en ko og asketræskamme til kamprunder og et par stammer af hyldebær. Da jeg gik videre til forhallen, fandt jeg tre bjerge delvist stadig med halm, en gammel vogn, flere vognhjul, en plov og flere dele af en plov. Da jeg gik over den første bro, fandt jeg, at laden, stalden og hvad der havde stået der, var blevet brændt. Da jeg gik over den anden bro til hovedhuset, fandt jeg døren til huset lukket, som jeg fik åbnet; da jeg gik ind, fandt jeg, at hele huset var brændt, så kun murene stod, og jeg indsatte Reinier van Gelre som mand og morbror til Margarete van Voorst, datter af huset og herligheden i Zoelen, i tilstedeværelse af nogle lensmænd og soldater i besiddelse af det nævnte hus og herlighed’.

Den 6. maj 1577 tog Dirck Vijgh voldsomt sit slot tilbage i besiddelse. Af sagsakterne fremgår det, at Vijgh allerede før denne 6. maj boede i sit hus. Dette betyder, at huset allerede da var (delvist) beboeligt, altså genopbygget. På grund af Karel Vijghs død i 1682 uddøde den Zoelense gren af familien, og herligheden gik i 1702 til Karel Pieck via familien Van Renesse. Den 22. juni 1775 blev herligheden købt af Aert Johan Verstolk, skibskaptajn fra Rotterdam. Det transporterede blev derefter beskrevet som følger:

‘Det gamle, højadelige slot og daglige herlighed af Zoelen med Aldenhaag, i provinsen Gelderland under embetet Nederbetuwe en halv times gang fra byen Tiel, beliggende i dobbelte voldgrave og fiskeholdige graver, svarende til floden Linge; ydermere stald, kærre-, vogn-, orangery- og gartnerhus; desuden med alle de dertil hørende rigdomme af stenvindmøller med drænet, svane-dræn…’ osv.

Den sidste ejer af Soelen fra slægten Verstolk var Johan Gijsbert Verstolk, som repræsenterede vores land i vigtige forhandlinger på internationalt niveau. Så han fik i maj 1815 fra kong Willem I ordren om, at for at gennemføre Wienerkongressen, skulle han forhandle med repræsentanten for kongen af Preussen vedrørende den nye grænsesætning mellem de to lande og om overtagelsen af de distrikter, byer osv., der blev tildelt Nederlandene ved Wienerkongressen.

Den 30. december 1823 blev hr. Johan Gijsbert Verstolk adlet af kong Willem I med titlen baron. I juli måned 1833 fik baron Verstolk ordre om, sammen med jhr. S. Dedel, at forhandle om en traktat for at regulere betingelserne for adskillelse mellem Holland og Belgien. Disse aktiviteter førte til, at Verstolk blev udnævnt til indenrigsminister i 1839. I 1841 bad han om og fik ærefuld afsked fra denne stilling og blev udnævnt til minister af staten. Som indenrigsminister opnåede han anerkendelse fra mange andre statsledere og regeringer.

Efter Johan Gijsbert baron van Verstolks død af Soelen, kom huset via arv til slægten Volcker. Huset er bygget på en rund ø og bevarer stadig sit gamle voldgravsystem, selvom det ikke er umuligt, at voldgraven engang har løbet på husets sydvestlige side, hvilket kunne have resulteret i to indre gårde. Vi må forestille os det som følger: ved at passere den nuværende port ville vi straks have stødt på en bro med endnu en port, som ville føre til den anden indre gård.

Soelen har en rektangulær grundplan på cirka 17 X 18,30 m. Bygningskroppen er bygget i 1,50 m tykke mure af nedrivningssten af stort format. På grund af de tykke indvendige murværk, som opdeler det rektangulære rum i et stort og fire tilstødende rum på forsiden og venstre side, fremviser slottet et senmiddelalderligt præg.

De smalle tilbygninger til sidefløjene er af senere dato. Den vestlige tilbygning indeholder trapperummet.

Kilde: Kasteelsoelen.nl

routeburo