Historisk Hellendoorn

Hellendoorn dukker første gang op under dette navn i historien i året 1275. I gamle bispeskrifter omtales det, at præsten/vikaren i Hellendoorn (dengang skrevet som Hellendere) giver penge til fordel for korstogene. Derefter forsvinder Hellendoorn i mere end 100 år fra historien. I 1381/1383 nævnes igen i bispeskrifter et antal gårde i Hellendoorn, herunder Lentfordinck, Schurink og Roessingh. Kirken i Hellendoorn er dog sandsynligvis alligevel en rimelig del ældre end 1275. Hvorfor en kirke netop i Hellendoorn og hvorfor bygget præcis på det sted, forbliver indhyllet i fortidens mystiske slør. Udgravningen i 1961 afslørede, at der på stedet for den romanske midterdel af kirken har stået en anden træbygning. Ud fra det faktum, at der under denne bygning blev fundet en præ-romansk grav, kan det med en vis sikkerhed fastslås, at der før den romanske kirke allerede har stået en anden kirke. Stedet lå nemlig højere end den umiddelbare omgivelse, så hvis Regge floden brød sine bredder, forblev det tørt der. En ideel placering for enhver bygning.

Byen Hellendoorn træder derefter først for alvor frem i historien via aktiviteterne fra 'godsherrer' og 'arvinger', altså de mennesker, der ejede gårdene inden for landsbyen og dermed havde magten. Markestatutterne daterer sig fra 1502 og besidder vi via en kopi fra 1604. Problematikken omkring evige sandstorme, marksten, der placeres af nærliggende marker, konflikter om græsning af kvæg fra nærliggende marker på Helderse marker, vedligeholdelse af Helderbruggen og det konstante mangel på penge udgør hovedindholdet i disse bøger.

Da kirken lå i Hellendoorn, og de omliggende marker også kom her for at gå i kirke, fik Hellendoorn hermed også status som 'den vigtigste mark' inden for sognet, som også bar navnet Hellendoorn. Sognet kan betragtes som forløberen for den nuværende kommune. En historisk forklaring på, at kommunen stadig har navnet Hellendoorn.

Den Trediveårige Krig og de deraf følgende kampe, eller værre endnu, slag for Schuilenburg, vil heller ikke have forbigået Hellendoorn uden spor og vil have forstyrret den fredeligt. Historien siger, at Bernard von Galen (Bommen Berend), biskoppen af Münster, har været ved slottet Schuilenburg. Alligevel finder vi lidt nyttig information om storstilet plyndring, nedbrænding af gårde og andre voldshandlinger i kirkelige eller verdslige skrifter, der er bevaret fra denne bevæget periode. Den skriftlige historie om Hellendoorn starter reelt først med den franske tid. På det tidspunkt blev folk tvunget af den franske regering til at antage efternavne og til officielt at registrere borgerlige data såsom fødsel, ægteskab og død og flere af denne slags administrative anliggender. Dengang så de ikke nytten i det, men vi i det 21. århundrede er meget glade for det. Det er trods alt begyndelsen på en omfattende optegnelse af vores fortid.

Omkring 1830 ville Hellendoorn åbenbart ikke have en vej fra Zwolle til Almelo anlagt. Var det på grund af pengeproblemer eller modvilje mod noget nyt, hvis konsekvenser man ikke kunne overskue? Ifølge nogle var det en tabt mulighed. På en anden måde har det måske været bedre sådan. Nu har vi i hvert fald endnu en landsby med en gammel historisk kerne, som vi kan være stolte af. Ellers ville der nu ikke have været meget tilbage af den gamle landsby. På grund af nødvendige udvidelser, som tekstilindustrien ville have medført, hvis den var blevet bygget i eller i den umiddelbare nærhed af Hellendoorn, ville landsbyen Hellendoorn ikke længere eksistere i sin nuværende form. Sandsynligvis ville kun den gamle kirke minde om den gamle landsby.

Heldigvis har vi stadig meget, der minder os om vores fortid i Hellendoorn. I de forskellige museer, herunder landsbymuseum De Valkhof, som også indeholder Johanna van Buren-museet, museumgården Erve Hofman, bagværks- og ismuseum, gives der stort fokus på vores forfædres aktiviteter. Og også møllerne De Hoop og De Wippe, 't Oale Karkhof og ikke at forglemme et betydeligt antal gårde, gamle boliger og her og der også et par gamle "brinkies" med træer holder interessen for fortiden ved lige for dem, der ønsker at se. Lad os forsøge at værdsætte det, vi stadig har, og bevare det for kommende generationer så vidt muligt.

routeburo