Lofoten

Formen af Lofotoen er meget peculiar. Og det har alt at gøre med geologien. Lofoten er en horstryg af fundament. Klipperne i Lofoten tilhører den bredere vestlige gnejsregion i Norge. Nogle af de høje relieffer og uregelmæssige overflader i Lofoten er blevet tilskrevet ætsning, der fandt sted under mesozoikum. Beviset for dette ville være kaoliniten, der findes på nogle steder. Mod nordvest er Lofoten-øhavet afgrænset af den NE–SW-vendte West Lofoten Border Fault. Dette er en normal forkastning, hvis forkastningsskråning er blevet eroderet og dannet en strandflade. På Vestvågøya har bjergene stejle skråninger mod det åbne hav mod nordvest og sydøst, mens skråningerne, der peger mod øens indre, er mere bløde. Dette er resultatet af erosion, der virker på et landskab, der er blevet hævet langs NE–SW-vendte forkastninger i kanterne af Lofoten, mens den indre akse er forblevet mere stabil. I tektoniske termer er bjergene halvgraft og forkastningerne er af dip-slip typen. Havet omkring Lofoten er kendt for at have betydelige olie-reserver: 1,3 milliarder tønder. Olieudvinding i Lofoten-området er forbudt.

Dromos