Fåreindhegning

Schapenfolden i Middelkerke bliver i dag græsset af æsler.
Fårehold var ret vigtigt i denne region, hvilket vi blandt andet lærer af toponymier som Schaperie og Schaepkot. I dokumenter finder vi også ofte termen 'berquariae' langs kysten. En berquaria var en forpagterfårfarm, hvilket vil sige, at den egentlige ejer var greven af Flandern, der udlejede jorden med gården til en anden. I bytte herfor blev der betalt en sølvskat. Får gav ikke kun uld, men også kød, læder og andre afledte produkter.
Også heraf finder vi spor i gamle dokumenter: der er tale om en 'Dode Lamtiende', en form for rente, som fåreavlerne skulle betale på grevelig grund fra indtægten af slagtning af lam. Grevene af Flandern brugte mest jord til fårehold, men det var også en indtægtskilde for forskellige klostre. De afledte produkter blev især vigtige fra det tolvte århundrede,
da vores marked blev konkurreret af engelsk uld, som var af bedre kvalitet end den flamske.
Lang før inddæmningerne begyndte, var der allerede bosættelse og aktivitet på marsklandet: blandt andet fandt fårehyrder dette sted velegnet til deres flokke. Det er derfor ikke overraskende, at nogle fåreavlere også bosatte sig her efter inddæmningerne.
De første inddæmninger, der tydeligt antyder en økonomisk fordel, var også ringdigene omkring Westende, Stene, Slijpe og Middelkerke. Disse går sandsynligvis tilbage til mindst det 10. århundrede. Det er diger, der bogstaveligt talt er anlagt 'omkring' et centrum, med det formål at beskytte det omsluttede område, hvor der så var eng eller kvæg.
Det står klart, at sådanne dyre indgreb normalt skete på initiativ af de rigere i samfundet. Her handler det sandsynligvis om greven af Flandern. Desværre er disse ringdige strukturer i dag så godt som usynlige i landskabet.
Der er også en padde-tunnel til rådighed, for at lade padder krydse vejen uden fare.

Toerisme Middelkerke