Kirke Saint-Martin - Bergues

På foranledning af grev af Flandern Baudoin II den Skaldede blev den første sognekirke i 'Bergas', som allerede eksisterede, omdannet til en befæstet kirke (slotskapel) i 891.

For at give mere prestige og berømmelse til kapitelskirken fik han overført resterne af den hellige Winocco fra Saint-Omer til kirken Saint-Martin i 899 eller 900.

Kirken blev ødelagt under byens brand i 1383 af tropper fra den franske konge Charles VI, og blev restaureret fra slutningen af det 14. århundrede takket være indtægterne fra en særlig skat. I juli 1558 blev kirken plyndret og beskadiget af franske soldater på ordre fra marskal Paul de Thermes. I august 1566 og 1578 blev kirken igen plyndret, denne gang af Gueuze, og i 1583 reducerede de spanske tropper under Alexander Farnèse den delvist genopbyggede kirke til ruiner.

På foranledning af Filip II af Spanien startede byggeriet af en helt ny kirke på samme sted i 1586. Den blev færdiggjort i 1611, selvom inventaret stadig manglede. Det var en hallekirke i senflamsk gotisk stil med tre adskilte sadeltage, et tværskib, et rigt dekoreret interiør og et krydshvælv understøttet af korinthiske søjler. I anledningen af fejringen af den hellige Vinok blev koret og den vestlige facade omarbejdet i neogotisk stil i 1897 efter planer af Paul Destombes.

Som mange andre kirker blev indretningen og de kunstneriske skatte fra kirken Saint-Martin plyndret og solgt offentligt af de franske revolutionære i 1789.

I maj 1940, blev kirken igen ramt af en stor brand, denne gang som følge af tyske bombardementer under operation Dynamo. Hvad der var tilbage af klokketårnet blev ødelagt af de tilbagetrækkende tyskere i 1944. Indtil evakueringen af inventaret i 1939, husede kirken Saint-Martin et antal malerier fra det 17. århundrede af flere flamske barokmalere såsom Jan van Rijn (Jean de Reyn), Robert van den Hoecke og italieneren Guido Reni. Mange af disse kunstskatte findes i dag på Stedelijk Museum du Mont-de-Piété.

Den nuværende kirke er genopbygget på samme sted i perioden 1955-1959, men på grund af begrænsede statslige tilskud kunne arkitekten Paul Gélis kun realisere en og en halv skib ud af de tre planlagte.

Det oprindelige nordskib er næsten helt forsvundet, undtagen for nogle ruiner af koret (i dag omkring en mindehave). Den nybyggede tårn er blevet adskilt fra kirken, og det er blevet forbundet med det nye tværskib af det genopbyggede sydskib (i dag hovedskibet) via en gallerigang. Det centrale skib, som også var blevet ødelagt, er blevet genopbygget som et smalt sidelokale (nord), dækket af fire lave tage og et højt sadeltag.

Fra den historiske kirke fra 1595, er kun sydportalen (siden 1959 hovedportalen), det sydlige tværskib og koret bevaret i en enkelt restaureret form. Gablet på dette tværskib er blevet beskyttet som historisk monument i 1907.

I det nye nede indre, fremhæver de gule-orange glasvinduer af Max Ingrand endnu engang den okkerfarvede mur af lys gul mursten fra regionen. Den samtidige korsvej i keramik, der er afbilledet på muren i lav relief, er værket af Jeanne Champillou fra Orléans.

Willem Vandenameele