Ulven fra Doncols

Ulven fra Doncols
Tidligere var det ikke sjovt at bo i en landsby mellem skovene, hvor der stadig var ulve. Men den sidste ulv var et skridt som de andre, en tobenet ulv, en glad fyr, bedre kendt i landet end et dusin ægte ulve.

Han kom ikke fra Doncols, men fra Bras, og han talte dialekten bedre end luxembourgsk. I Doncols havde han været hyrde, og da hans fårefold ikke længere eksisterede, begyndte han som vandrer at løbe omkring på vejene og sælge kurve med kartofler, frugt og vasketøj, som han selv havde flettet. Og nogle gange hasselnødder og pærer, det var til børnene:

Hvorfor kaldte han sig ulven? Det er fordi han bar en ulveskind som hat, der samtidig var en kasket, en hat og en jakke. Det var et forfærdeligt dyr, han havde dræbt det med en stor sten, sagde han. Men spørgsmålet var helt anderledes. På den tid fik alle (de) mennesker, der havde dræbt en ulv, en bonus fra kommunen. Du skulle bare vise skindet, og så kunne du gå fra hus til hus for at få dine penge. Men vores sjove ven, han viste altid det samme skind og bad hver gang om et andet dyr. Til sidst ændrede han aldrig sin hat, som om det var blevet hans eget skind. Med sit skæg blev han hurtigt ulven. Små piger rystede af frygt ved synet, men der var ingen fare. Han elskede drengene og pigerne, og han kunne grine når som helst. Selvom det sneede og frøs så det knagede, grinede han alligevel, når han bankede på dit vindue. Hvor han var kendt, kom han ind gennem hegnet eller endda gennem den lille dør til laden. Det ser ud til, at han sov i alle laderne i kantonen, med mårer og krager. Han må have haft en jernstærk sundhed for at træde i alle vandene og vade gennem alle mudderpøle uden gigt eller hoste. Ikke engang forkølet!

Og hans fabler! Den første ulv skulle han have skåret hovedet af med sin beskærersaks, den anden, der havde smidt ham ned på jorden, skulle han have stukket sin kniv ind i hans indvolde, den tredje havde han presset håndtaget i munden på, så han kunne miste vejret. "Og i den fjerde," sagde han, "ville jeg sparke ham så meget, at han ville sulte ihjel på St. James' vej (= Mælkevejen), men han trak sine ben op til sin røv." Skæmt og små opgaver, det var hans arbejde. Han var ikke doven. Om sommeren gik han i gang (= arbejdede som daglejer), om vinteren gjorde han sin del. Det var hans eksistens. Altid på farten, sol, regn og is. Han gik som en bjørn, hætten på ryggen, læsset som et æsel. Men nogle gange måtte han slæbe sig som en abe gennem de små gyder. Han var ikke ondskabsfuld, ej heller kræsen, og ingen ville have set ham beskidt og beruset i en gylletank. En skål og en kop kaffe gjorde ham mæthe. 'Alt kan bruges,' sagde ulven og tyggede på en flue', sagde han. Han havde ikke brug for blodpølsefond. Den fattige, der aldrig fandt sin mester, havde ingen fjender. Han var en gammel enlig uden familie. Mange bønder ville have taget ham til vågen og tilbragt natten i laden. "Farvel, ulv!" Og det skete meget ofte.

Ingen ved, hvad der er sket med ham. Han efterlod sit lille navn til landsbyen. Udover "svinene" fra Bras beboer "hunden" fra Wardin, "skulpinerne" fra Harzy, "flodkrebsene" fra Benonchamps og "gødningsbillerne" fra Mageret "ulvene" fra Doncols.

jan-ke