De 7 Trolde og det Magiske Tårn: Af Thomas Dambo
Syv skandinaviske trolde tog ophold i en 'Magisk Troldeskov'. Men du behøver ikke at frygte noget: kæmperne ser måske store ud - mellem fire og attende meter høje - og ser skræmmende ud, men i virkeligheden er de søde og gør ikke en flue fortræd. På opfordring fra Tomorrowland og De Schorre vækkede den danske kunstner Thomas Dambo troldene til live. Med gamle paller, genanvendt træ, brudte grene og væltede træer.

Der var engang syv gode venner, nogle gange sammen og nogle gange adskilt.
De elskede deres hus ved floden i skoven af hele deres hjerte.
De syv kæmpe trolde var så store som fyrretræer.
Og solen havde de set gå under og komme op utallige gange.
Una og Jeuris, venner for livet, drømte i græsset.
Stirrende på skyerne, talte om hvordan alt plejede at være.
Mikil var så stærk som en drage og altid på benene.
Kamiel bar en maske, én for hver dag.
Arvid ristede sine ønsker ind i gamle træer.
Hannes lavede perler af ler for at vise til alle.
Lille Nora ser solen stige op hver dag,
Med sit unge hår i en hestehale, har hun stadig tid til at drømme.
De kunne se langt forbi skoven, helt til hvor fremtiden begyndte.
De så civilisationer gå til grunde og nye rejse sig.
De så bjergene vokse, forvandle sig til is, smelte igen og brænde op.
Fisk forvandlede sig til fugle og kontinenter flyttede sig.
Og nu så de de små mennesker med deres gerninger så magtfulde,
en fare for alt arbejdet af evigheden i tankerne.
Troldene blev bange, for livet var alt for sjældent
til at stoppe i morgen og ikke længere eksistere
Og således kom de syv trolde sammen på bjergenes tinder,
for at skabe det nye og stoppe det gamle.
Kamiel råbte: “Lad os hjælpe dem med at blive bedre, mere præcise og hurtigere,
De små mener det godt, men de er endnu ikke snu.”
“Vi bygger dem et tårn, så stort som en trold
og viser dem, at alle væsener indeni er de samme og kærlige.”
De arbejdede hele vinteren igennem, og mod sommeren var de klar.
De lod de små mennesker komme ind med en velkomstgestus.
De små mennesker klatrede til toppen og åbnede deres øjne der.
Langt forbi skoven, bjergene og himlen kiggede de begejstrede.
De stirrede ind i fremtiden, med en tåre her og der.
Og ingen ved, hvad de så, men i øjnene forbliver sandheden…