Zinkmine Schmalgraf

Zinkminen Schmalgraf, beliggende i Hohnbach-dalen nær La Calamine, blev i det 15. århundrede kaldt Comborn. Senere blev den også kendt som Drieschschacht eller Klousterschacht. Den sidste udnyttelse løb fra 1868 til 1932. Minen havde en dybde på 190 meter, hvilket er usædvanligt dybt for belgiske malmminer. Mellem 1862 og 1867 blev der gravet en minegang til "Auwe Berg" for at lette transporten af malm til malmvaskeriet, som lå i Preußisch Moresnet. Denne minegang blev navnlig benævnt efter den daværende direktør, Oskar Bilharz, og blev derfor kaldt Oskarstollen. Fra Oskarstollen blev der bygget en smalspor, der parallelt med Hohnbach transporterede malmen videre. I dagbruddet langs Hohnbach arbejdede der dengang omkring 30 minearbejdere. I den underjordiske mine arbejdede endnu engang 120 minearbejdere.
I minen "Schmalgraf" blev der især udvundet skalenblende især på grund af bly (galenit). Minen Schmalgraf blev lukket, da mængden af bly ikke længere var rentabel. I dag ville en sådan mine ikke mere være lukket, da der stadig er tilstrækkeligt med zink til rentabel udnyttelse af minen.
For indgangen til Oskarstollen ligger der en eng med zinkflora. Her vokser blandt andet zink-raps (Thlaspi caerulescens ssp. calaminare), blæresøster (Silene vulgaris ssp. vulgaris var. humilis), engelsk græs (Armeria maritima ssp. halleri) og zink-viola (Viola lutea ssp. calaminaria).
Parallelt med Hohnbach ligger den gamle jernbanebed, der tidligere forbandt minegangene fra Oskarstollen med Kelmis. Denne fungerer i dag som vandresti. Langs kanterne vokser i sumpede stykker zinklepelblad (Cochlearia pyrenaica). Jernbanebedden består af affald fra zinkfabrikken og fra slaggerne fra smelterierne. Disse vidner stadig om transporten af zinkholdig klippe. Bedden er således især i marken dækket med zink-raps (Thlaspi caerulescens ssp. calaminare).

Total produktion mellem 1867 og 1. maj 1932:
22.641 tons zinkmalm, 333.654 tons skalenblende, 21.188 tons galenit og 29.295 tons pyrit.

Michel