St.-Laurentiuskirke

St.-Laurentiuskirken har også byzantinske træk. I den tid, hvor denne kirke blev bygget, var Konstantinopel hovedstad i det Østromerske Rige. For de tyske kejsere, hvis område denne kirke også lå i (selv om det kun var på kanten, da Skelde længere nede dannede grænsen), var Konstantinopel, og arkitekturen en særlig tiltrækning, som de også gerne så i deres egen arkitektur. Den østlige korparti med sine to altaretager henviser således til byzantinske centralbyggerkirker som den berømte Hagia Sophia. Ved centralbyggeri er indretningen af en bygning stærkt fokuseret på midten. 

Her finder du også vægmalerier i byzantinsk stil, der blev opdaget ved restaureringen. Det drejer sig om et strålende Kristus i majestæt udført i freskoteknik med hyppig brug af lapis lazuli, en særlig dyr blå sten, der kommer fra Afghanistan. I vestkoret finder du en byzantinsk Maria.

At denne slags eksperter i den tid blev hentet hertil for at lave dette, vidner om den kejserlige betydning af denne Sankt-Laurentiuskirke.

Dromos