Cellebrødre, sygeplejersker med ægte dødsforagt

Cellebrødrene, som i dag bedre er kendt som Alexianerne, har været aktive som sygeplejere siden den første pestepidemi i det 14. århundrede, en rolle de ville fortsætte med at udfylde i de følgende århundreder. For Diest findes der et dokument fra 1375, hvor der tales om ‘.. den Cellaerde som man heit gemeinleed den Lollaerde’ og hvor det står skrevet, at Geeraert van Blanclare giver et hus til Cellebrødrene på Lange Steenweg. Dette hus var beliggende ‘benedens de Steenwech op den Demer’ (Koning Albertstraat). Tilsyneladende kom der flere gaver, og brødrene kunne udvide deres ejendom med et kloster og i 1481 med indvielsen af et kapel til det Hellige Gravs Kristus.

I 1778 blev klosteret og kirken grundigt renoveret. I 1797 blev Cellebrødrene først jaget ud af byen, men kunne, på foranledning af bystyret, vende tilbage og bosætte sig andre steder i byen, nemlig i det gamle Mariëndaalkloster for de regulære kanonisser af Sankt Augustin. Man havde nemlig brug for dedikerede og dygtige sygeplejere.

I mange byer havde cellebrødrene monopol på behandlingen af de døde: fra aflægning, indpakning til begravelse. Om deres behandling af pest er der meget lidt viden, bortset fra en summarisk behandling af emnet i “Cort verhael oft tractaet vande contagieuse sieckte de peste”, en brochure som Jan Vander Linden skrev i 1632: ingen åreladninger, men sveddrikke, streng isolation, ikke hoste og ikke “asem ikke beholdten” af hinanden.

I 1635 var epidemien så voldsom, at der ikke var træ til ligkister til rådighed. Derfor blev der af byen, efter råd fra cellebrødrene, købt et sort klæde til at lægge over kroppen ved begravelsen.

Underligt nok blev arbejdet udført af cellebrødrene ikke altid værdsat af byens befolkning. De frygtede, at de spredte sygdommen. For eksempel, i den nærliggende by Sint-Truiden kom bystyret i 1519 med en nødforanstaltning mod folk, der angreb sundhedsarbejderne. Den, der mishandlede cellebrødrene med ord eller gerninger, eller ringede til dem om natten, skulle obligatorisk tage på pilgrimsrejse til Santiagio de Compostella.

Arkivaren fra Tongerlo-klosteret, Adriaan Heylen, fortæller i sin ‘Historiske afhandlinger om Kempen’, hvordan cellebrødrene i læderklæder i det 17. århundrede krydsede byen for at opspore pestsyge og bringe dem til pesthuset. Mange brødre ville her blive ofre. Da sygdommen i Diest aftog, trak de til Lummen og blev der indtil sygdommen var forsvundet. I 1693 ville de efter slaget ved Neerwinden tage til slagmarken for at pleje de sårede og begrave de 27.000 døde.

Udover disse aktiviteter kom pleje af sindslidende, karakterforstyrrede og vanskeligt opdragelige unge også lejlighedsvis til i det 16. og 17. århundrede. Det blev især fra det 18. århundrede brødrene Alexianernes primære opgave.

I kapellet i Diest blev Sankt Lucia tilbedt mod den ‘røde løb’. De syge, der kom på pilgrimsrejse, fik et rødt bånd, som blev båret på et scapulier.

Jan Rymenams