Fontæne ved Ulvene

På kort afstand fra Coo-fosset, som går via Roanne i retning mod Spa, ligger Fontaine aux loups, som i sig selv ikke byder på noget bemærkelsesværdigt, men hvor du, hvis du passerer forbi, helt sikkert vil kaste et blik, og hvis du kender legenden om omstændighederne der har givet den sit navn, og de egenskaber, som længe har været tilskrevet den.

Legenden om La fontaine aux loups, som samlet af Marcellin La Garde:

Gilles Benoît fra Coo ville give en dans for de unge i anledning af sit eneste datters bryllup med en dreng fra nabolaget. Det var midt om vinteren, og en del af Amblève var frosset.

Da dansen skulle begynde blev en ung mand siddende på sin stol. Gilles Benoît spurgte, hvorfor han ikke ville danse, og de andre piger fortalte, at Bertrand kun ville danse med Louise, for ellers ville han være hende utro. Men Louise var der ikke endnu. Hendes far, Antoine Gilet, var allerede taget til Verviers for fire dage siden for at være tilbage den næste dag, men han var stadig ikke vendt tilbage. "Hvordan vil du have, at Louise og hendes søster Thérèse skal more sig, mens deres far er forsvundet og måske død i mosen? Det er deres pligt som gode piger ikke at komme". Bertrand holdt dog fast i, at Louise ville dukke op.

Dansen begynder, men pludselig træder en mand ind i salen. Det er Jean-Noël, der fortæller at han netop er sluppet fra to ulve på vejen fra Ry til Coo. Han var klatret op i et træ og set, at ulvene blev ved med at vente.

Bertrand, der tror, at Louise er på vej og derfor kan møde ulvene, siger, at de skal på jagt efter ulvene og spørger, hvem der vil med, men ingen vil. Han tager afsted alene.

På gården gør Louise sig klar til at tage afsted. Thérèse spørger, hvad hun har i sinde, nu hvor deres far er forsvundet. Louise svarer, at hun lige så godt kan tage hen og danse, for de kan jo ikke gøre noget ved det.

Der bliver banket på døren, og to mænd træder ind. De havde set Antoine Gilet for tre dage siden i Verviers, da han tog afsted. "men han sagde, at han lige så godt kunne tage til Herve".

"Ser du," sagde Louise, "han er til Herve, vi behøver ikke at bekymre os".

Thérèse er ikke enig i, at deres far ville efterlade dem i så lang tid. Hun beder Louise om ikke at tage afsted og at blive og bede sammen med hende.

Louise beslutter sig for alligevel at tage til festen for at danse med Bertrand, og hun går.

"Hellige Jomfru, tilgiv hende, for hun ved ikke, hvad hun gør!" råbte den gode Thérèse, mens hun kastede sig på knæ foran en statue af Kristi Moder.

Nogle tid senere ankommer Bertrand til Gilet-gården. Han fortæller Thérèse om Jean-Noël og deres møde med ulvene. De beslutter at lede efter Louise. Thérèse tager et sværd fra sin far med.

De følger sporet i sneen, men pludselig stopper det. Bertrand er gået foran, og Thérèse hører pludselig to skud, der ekkoer i dalen. Hun løber hen og finder, ved en kilde, Bertrand, bevidstløs, hendes søster i en blodpøl og to brummende ulve.

Da sneen smeltede, blev der fundet spredte knogler i landskabet over Spa, blandet med tøjstykker, som man genkendte som tilhørende den uheldige Antoine Gilet, der sandsynligvis var blevet angrebet og opslugt af sultne ulve. Man hævdede, at himlen, ved at lade Louise dø på samme måde som hendes far, ville straffe hende for hendes mangel på barnlig fromhed.

Thérèse blev gift med Bertrand og Ulvebrønd blev for dem et pilgrimsmål og for地区en et berømt sted, så meget, at mødrene i lang tid havde for vane at lade deres børn drikke vand fra denne kilde, fordi det, sagde de, gav dem mod og mere hjerte for deres forældre.

Willem Vandenameele