Sint-Donatusparken. En særlig musikpavillon.

Allerede fra 1798 kunne selskaber leje Jardin Saint-Georges haven, opsætte festlig belysning og arrangere koncerter, for hvilke de så lukkede den offentlige vej og krævede entré. Leuven havde allerede en kiosk i den af Rosseels anlagte 'bypark' i 1844 på Tiense vest nær den nuværende station. Også i sin parkplan fra 1868 er en kiosk planlagt. Efter opfyldningen af den tørre grav blev der i 1835 opført en kiosk med udseende som en kinesisk pagode. I Leuven var den koncertarrangerende forening Société de l’Académie i denne periode. Årligt, mellem maj og september, gav den omkring seks koncerter. Mandag den 6. september 1852 kl. 19.00, i anledning af kermiskoncerten, blev alléen oplyst, mens der i haven, under pausen, blev tændt elektrisk lys.

Det var åbenbart ikke blevet mødt med begejstring over lydkvaliteten fra den gamle kiosk. På Rosseels plan blev der tilvejebragt et 'bjerge' i terrænet, hvorpå en ny kiosk skulle bygges. Designet var af byarkitekt og ingeniør Eugéne Frische, specialist i jernkonstruktioner. Ved det mærkelige design havde Frische bevidst imødekommet kravene til en god akustik, men han indså alligevel, at formen blev begrænset. Han kaldte selv sin konstruktion en 'lydreflektor'.

Gitterarbejdet var fra det kendte firma J.C. Van Aerschot fra Herentals. Kiosken blev indviet i 1898 med en optræden af Société royale de l’Académie de Musique.

Bemærk også de smukke gasbrændere til at belyse kiosken.

Bagtroppen til kiosken

Kiosker var allerede kendt hos os i det 17. århundrede, og ideen stammer fra østlig oprindelse, nemlig et havepavillon, der er åbent på alle sider. Ordet kiosk kommer forresten fra det tyrkiske “köşk”. De blev tidligere placeret i private haver og parker. Musik kiosken som en scene for musikere blev imidlertid populær omkring 1830. Det var først de militære harmonier, der på denne måde ønskede at give urban beboere en behagelig pause. Og det skete ofte stadig på midlertidige trækiosker. De kunne opstilles og nedtages. Halvvejs gennem det 19. århundrede opstår der blæserorkestre og harmonier. De marcherer ikke kun i optog gennem landsbyer og byer, men går 'koncertere' på kiosker. Kioskerne bliver permanente og dukker op på pladser eller parker. På en måde var det en demokratisering. De blev også bygget som særligt prangende og fremtrædende bygninger.

Kiosken havde ikke kun funktionen at give musikerne et tag over hovedet mod regn eller stærk sol. De sad lidt højere end folket, så folk kunne se musikerne, og lyden blev spredt over deres hoveder. For at forstærke den effekt og undgå at lyden gik tabt i de himmelske skyer, skulle loftet også fungere som 'klangbund'.

Særligt efter Anden Verdenskrig blev kioskerne nedtaget: ikke blot var jukeboxen årsagen hertil, men især det faktum, at bilen krævede parkeringspladser.

Jan Rymenams