Henry de Dorlodot og Kulmuseet

Fra nummer 32 i Charles Deberiotstraat ser vi tre huse, der alle har forbindelse til en særlig professor og videnskabsmand fra overgangen mellem det 19. og 20. århundrede ved universitetet, nemlig Henry de Dorlodot (1855-1929). Og når vi her kigger på, hvad der står ved siden af denne indgang: ‘MUSÉE HOUILLER’ og figurerne af krybdyr øverst i dørkarmen, kan vi formode, at det drejer sig om en videnskabsmand, der har noget at gøre med fossiler, kul og især: geologi.

Henri de Dorlodot, der stammer fra området omkring Charleroi, havde en særlig forkærlighed for geologi, men blev præst i en alder af 30 år og underviste på seminariet i Namur. Hans viden må have været god, for allerede fra 1890 blev han ansat som underviser i ‘kosmologi’ ved Det Højere Institut for Filosofi ved Katholicke Universitet Leuven. Dette institut blev grundlagt af kardinal Mercier og skulle give et svar på den øgede tro på videnskaben og det deraf følgende ‘ateisme’. Tilsyneladende var Dorlodot og Mercier ikke på samme bølgelængde. Dorlodot var nemlig en kendt tilhænger af Charles Darwins evolutionsteori. Han fandt denne teori forenelig med den katolske lære). Han opretholdt kontakt med den kendte teistiske evolutionist Pierre Teilhard de Chardin, men fik på grund af sit synspunkt en konflikt med kirken.

Dorlodot forblev stærkt interesseret i geologi og publicerede om dette, og i 1894 blev han professor i geologi og palæontologi ved Naturvidenskabelige Fakultet.

I begyndelsen boede Dorlodot i det, vi kalder Hus Renaer. Huset stammer allerede fra slutningen af det 18. århundrede. Det må derfor ikke undre os, at han i 1896 giver arkitekt Théodore Van Dormael til opgave at designe en ny bolig ved siden af bolig Renaer. Bygningen stod færdig i 1898.

I 1899 oprettede han for egne midler en bygning på grundene til Katholicke Universitet for at huse den fossile flora fra kulformationerne. I 1906 lod han Kolenmuseum bygge, efter tegning af arkitekt Vincent Lenertz, til udstillingen af den palæontologiske samling af jesuit P. Schmitz og sin egen fossile flora fra kulformationerne. Dette vil blive udvidet og indrettet som et ‘didaktisk værksted’ af arkitekt Théodore Van Dormael i 1922 og 1923. Det oprindelige kulmuseum omdannede han og udvidede med læsesale, værksteder, et bibliotek, nye samlinger og udstyr samt et palæontologisk museum.

Jan Rymenams