Sankt-Anna-kapellet befrier dig fra 'enuresis nocturna'

Formentlig ville du have sprunget indholdet af denne paragraf, hvis der kun havde stået Sct. Anna kapellet for titlen. Og hvis 'sengevædning' skulle have fulgt i stedet for denne fornemme medicinske term, ville du aldrig have været nysgerrig.

Her kan du påkalde den hellige Anna, når dit lille barn – og dermed også du – har problemer med sengevædning. Det er ikke klart, siden hvornår desperate mødre har taget denne slags pilgrimsrejse hertil. Lad os sige: siden tidernes morgen. Og de medbragte deres børns bleer. Jeg har ikke fundet noget sted, hvor det står klart, om det skulle være bleer med indhold eller ej. Tilsyneladende må pilgrimskommens være blevet travl, for et sted berettes der, at der tidligere var snore fulde af børneklude at se her. Eller skal vi tage det med et gran salt? Sikkert og vist, for der blev også offret salt! Forbindelsen til sengevædning er ikke så tydelig, medmindre du accepterer, at salt er hygroskopisk og kan absorbere en hel del fugt. Sutter og armbånd fungerer også som ex voto. At tænde et novene lys eller lave tretten rundt om kapellet kunne også bidrage til ritualets succes.

Men piskapellet eller blepiskapellet, som det kaldes, er altså viet til den hellige Anna, der i middelalderen var meget populær som mor til Maria og bedstemor til Jesus. Anne Harse, nonne fra det nærliggende kloster i Oriënten, lod kapitlet bygge i 1644 til sin navnehelgen. Indtil 1980'erne var der under ishelgenenes dage (12. og 13. maj) en procession fra landsbyen til kapellet for at bede om en god høst.

Alligevel havde man ikke fuld tillid til besøgendes intentioner, så døren blev tilsyneladende låst. Offring kunne dog stadig foretages ved at bruge en genial mekanisme i vinduet ved indgangen.

Det ser ud til, at det er et godt sted for helgenerne her, for når du kigger gennem de knuste ruder, ser du på alteret en farverig samling af helgenbilleder. Én af disse fortjener særlig opmærksomhed. Det er Sct. Martin, kannibalen blandt helgenerne, en slags Merckx, der udmærkede sig i alle discipliner. Her påkaldes han mod feber. Der fortælles, at han lå på sit dødsleje og var ramt af feber. En anden historie tilskriver ham evnen til at vække en ung mand, der var død af feber, til live. Feber blev i middelalderen betragtet som en særskilt lidelse. Man så ikke sammenhæng med en eventuel underliggende årsag som en infektion. Ritualet for at helbrede feber bestod i, at man ofrede et stykke tøj fra den syge til den professionelle helgen. Men tekstiler var en dyr affære, så der blev skiftet til et rødt bånd. Med dette blev den syge berørt. Båndet blev helst bundet under hemmelige forhold til gitteret af et af vinduerne i kapellet. Sådan noget blev kaldt 'afbinding af feberen'. Uskyldige forbipasserende måtte være forsigtige, for ved at røre ved båndet blev feberen overført til dem.

Kapellet har altid været i privat eje, og i 1877 var der tale om en chapelle nouvelle construction, hvilket ville betyde, at det skulle være helt genopbygget. I 2004 blev kapellet købt af kommunen, og i 2010-2011 blev det smukt restaureret.

Så midt i markerne er det et behageligt sted at drømme. Og hvis det er svært at komme i en meditationsstemning, kan du altid finde inspiration i et af de digte, der står på rustfrie plader på stolper i række foran kapellet. Du læser poesi af hvervningsdigtere fra folkeskolen eller lokale historikere, der sikkert har skrevet deres vers med en skarp fjer. Men du læser også et digt af den Hagelandiske digterinde Ina Stabergh. Og Hagelands skal du tage bogstaveligt, for hvor du går langs Hagelands veje, møder du et digt af Ina. Denne forfatter og digterinde, engang den første kvindelige bydigter i Flandern, glæder, rører og forundrer forbipasserende på mange Hagelandiske steder med sit klare digt. Nogle gange, som det er tilfældet her, er det nyttigt at vide noget om stedets historie. Derimod, hvis du intet ved, kan digtet sætte dig på en spændende søgen efter fortiden.

Jan Rymenams