Kaserne Eilenburg

Kaserne Eilenburg var en militær facilitet i byen Eilenburg, som eksisterede fra 1913 med en afbrydelse i mellemkrigstiden indtil 1991, og som gennem sin historie blev anvendt af forskellige tyske hære samt den amerikanske hær og den sovjetiske hær. Da den blev bygget som infanterikaserne, blev der senere også stationeret artilleri, sanitetstroppene og enheder af elektronisk krigsførelse her. Den ligger i den sydøstlige del af bydelen Mitte nær byens togstation og afgrænses mod syd af jernbanelinjen Halle–Cottbus.

Den 25. juni 1913 blev planerne fra den preussiske hærs administration, der forudså Eilenburg som placering for III. bataljon af 4. Thüringisches Infanterie-Regiment Nr. 72, præsenteret for offentligheden. Allerede samme år blev der påbegyndt byggeri af en kaserne i et hidtil ubebygget vådområde ved Mulde i nærheden af stationen. Arkitekten var Eilenburgs bygningsmester Otto Lemke. Under Første Verdenskrig rykkede regimentet den 9. august 1914 fra Eilenburg til vestfronten og vendte tilbage den 23. december 1918. Kasernebyggeriet stod færdigt i 1916. Derefter rykkede rekrutteringsdepotet for erstatningsbataljonen af Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 72 til Eilenburg, hvilket betød, at der var cirka 3.200 soldater stationeret på denne placering. I november 1918 blev erstatningsbataljonen, der var stationeret her, opløst. Den 26. maj 1919 rykkede VI. afdeling af Landesjägerkorps ind i kasernen, som allerede forlod stedet den 21. marts 1920. Kort før opløsningen af garnisonen i Eilenburg rykkede II. bataljon af Jägerregiment 31 fra Reichswehr ind den 11. april 1920.

Wikipedia