TERRA.trail 5: Wiehenbjerge mellem Preußisch Oldendorf & Lübbecke

Det går i gang ved stationen i Bad Holzhausen, Heilbad ved Wiehengebirge. Den første station på vores rute uden for byen er ruinene af borgen på Limberg. Behandlingstårnet i denne borg er stadig relativt velbevaret med sine delvist fire meter tykke vægge. Det blev sandsynligvis bygget i det 12. århundrede. Også den dybe borggrøft og en del af porten, der førte ind til forborgene, er stadig intakte.

Lige under bjergkammet følger vi en skovvej mod vest og kommer endelig til Wiehentårnet, en træplatform, hvorfra vi kan se skoven ovenfra. Her bliver det tydeligt, at vi ubevidst er kommet til en sidekam af Wiehen-bjerget, nemlig "Egge". Ved nedkørslen fra Wiehentårnet skal man være opmærksom på landevejen: På den modsatte side fører en smal sti skarpt ned til vejen. Uerfarne chauffører bør hellere skubbe lidt videre.
Ikke cyklister, men minedrivere blev set i det følgende skovområde i det forrige århundrede. De arbejdede for mine Amalia, hvor der fra 1782 til 1921, med hyppige afbrydelser, blev udvundet en sort sten, som man længe troede var kul. Geologerne syntes fra starten, at denne kul var "spansk", da den ikke blev fundet som "lag", derimod ret uordentligt i sprækker og kløfter. Først i 1980 afslørede geologen Joachim Koch hemmeligheden om kullet fra Preußisch Oldendorf: "Impsonit" kaldes et materiale, der dannes fra råolie ved stærk varme. Og netop dette blev her møjsommeligt udvundet i så lang tid. Sporene af minedrift er kun få at finde.
Gennem en skovsti (her skal man være forsigtig i regnvejr!) går det ned til Preußisch Oldendorf. Før vi forlader stien, passerer vi ved Linkenberg et nu ret tilgroet stenbrud med imponerende klippevægge, der fortæller meget om den geologiske historie.
Forbi en tidligere teglværk går det ned mod den nordlige rand af Preußisch Oldendorf. Vi krydser jernbanen og B 65 og kommer til det flade Wiehengebirgsvorland. De næste 11 kilometer cykler vi stille gennem sletten. Vi passerer gennem Offelten, Bruchflage, Eikel og Auf der Horst. Endelig passerer vi det maleriske gods Stockhausen, en middelalderlig herregård, der er i privat eje og derfor desværre ikke kan besøges. Men udsigten udefra er allerede imponerende.
Det næste stykke viser os, hvor drastiske menneskelige aktiviteter kan ændre et landskab. Et naturområde - to ansigtstræk. Kreisstraße fører os midt gennem Lübbecker industriområde, og kun få kilometer senere ender vi direkte i naturreservatet Nettelstedter Moor. Her har man bevaret et landskab, der for nogle hundrede år siden prægede store områder.
Ved B 65 tager vi et nærmere kig på Königsmühle Eilhausen - det er nærmest "obligatorisk", da vi befinder os i Mühlenkreis Minden-Lübbecke. Møllen blev i 1748 oprindeligt bygget som "jordsmølle". Omkring 1900 blev den øverste del opført med mursten, og hermed opstod en "galleri-mølle".
I en skarp venstrekurve ser vi til højre, lidt væk fra vejen, en lille naturstensbygning, der fremstår en smule forsømt. Det er en gammel kalkbrænderovn, der blev opført i 1945. Seks til otte mænd arbejdede her indtil 1950'erne og producerede brændt kalk, anvendelig til byggeri og som gødning.
Kort efter drejer vi til højre ind på en grusvej. Den fører langs et hegn, bag hvilket der åbner sig et stort stenbrud. Den, der tør tage et blik tilbage, ser meget smukt de skrålag af klipper, der blev udvundet her til produktionen af vejgrus.
Gennem snoede skovveje følger vi den nordlige rand af højderyggen, indtil vi efter en til tider besværlig opstigning ved Tuddental overskrider højden på 230 meter over havets overflade. Derefter har vi uden tvivl fortjent en pause.
Efter at have passeret igennem Hüllhorst kører vi på "Gartenweg" ovenfor naturnæste dalen. Der, hvor vi drejer til højre ind i dalen, viser et skilt vej til svovlbade Lusmühle. Indtil for få år siden ringede en klokke nede i dalen hver dag kl. 14.00 præcist, som indbød til bad. Derefter blev vandet fra en svovlkilde opvarmet til behagelige temperaturer, og alle kunne bekæmpe deres store og små lidelser i det stærkt lugtende vand. Kilden er allerede kendt siden 1772 og anses for en af de stærkeste svovlkilder i Nordrhein-Westfalen. Fremtiden for badet er dog usikker.
Vi følger den smukke dal tilbage opstrøms og får kort før vi drejer ind på hovedvejen mulighed for at styrke os til den næste bjergovergang. "Husenmühle" blev for nogle år siden omhyggeligt renoveret og fungerer nu som et hyggeligt spisested med historisk baggrund.
Langsomt, helt langsomt nærmer vi os nu igen Wiehengebirge, der truer lidt foran os. Vest for den knap 320 meter høje "Heidbrink" fører ruten op på kammen. Ovenfor peger skiltet mod "Reineberg". Det henviser sandsynligvis til den tidligere borg Reineberg, der skulle modstå alle angreb midt i skoven. Den, der i dag kommer op til bakken, kan kun med besvær forestille sig, hvordan det har set ud her i borgens storhedstid. I stedet står der nu en træhoppe, sandsynligvis bygget af mountainbike-artister.
På nordsiden af bjerget går det i store sløjfer ned ad brede skovveje til byen Lübbecke. Her er det bestemt værd at tage en afstikker til centrum. Lübbecke er en mellemby, der under krigen forblev næsten intakt og dermed har en smuk bygningsmasse. På byens sydrand passerer vi en stikvej til det traditionsrige bryggeri Barre. - I den etablerede "Bryggeverden" finder besøgende alt om ølbrygningens historie og huset Barre. - Ølsmagningerne bør man spare sig i forbindelse med denne tur og komme tilbage en anden gang. Nu fører vejen nemlig stejl op til kammen langs den vestlige skråning af den 318 meter høje Wurzelbrink. Der følger en kort nedkørsel, men denne gang forbliver vi lidt højere oppe på sydskråningen. Tilsvarende vil den næste stigning også være kortere, og den fører os til en vandrerparkering direkte ved landevejen. Gennem skoven fortsætter vi til den næste borganlæg: Visuelt umiddelbart lidt spektakulær, men historisk meget betydningsfuld er "Babilonie", som mange sagn knytter sig til. Den, der ønsker at udforske området, skal gå rundt til fods. Fra borgvejen, som vi bruger på cykel, ser vi kun en del af voldanlæggene.
I den lille by Obermehnen drejer vi til venstre og kører gennem den flade nordskræng med frodige frugttræshaver. Træerne profiterer her af de gode jorde, som blev dannet under den sidste istid. Nu nærmer vi os afslutningen på rundtur, Bad Holzhausen.
Vi opsummerer: Fem bjergovergange på 60 kilometer er allerede en præstation. Og det for det meste på skovveje. Det kan vi være lidt stolte af og lade aftenen stille og hyggeligt glide bort. Måske med en kold blond øl lavet af krystalklart bjergkildevand.