Slaget ved Hastings

Slaget ved Hastings blev udkæmpet den 14. oktober 1066 mellem en normandisk-fransk hær under ledelse af hertug Vilhelm II af Normandiet og en hær under ledelse af den angelsaksiske konge Harold II. Slaget er opkaldt efter den engelske by Hastings, men fandt i virkeligheden sted omkring ti kilometer nordvest for Hastings, hvor den nu kendte sted Battle ligger. Udfaldet af Slaget ved Hastings var en afgørende normandisk sejr, den første og vigtigste skridt i den normandiske erobring af England. Den 19. århundrede britiske historiker Edward Creasy betragtede Slaget ved Hastings som en af de femten mest afgørende slag i verden..

Baggrunden for slaget var i januar 1066 døden af den barnløse konge Edward Bekenderen. Dette førte til en arvekrig mellem et betydeligt antal forskellige fyrster, der hver for sig gjorde krav på den engelske krone. Harold Godwinson blev kort tid efter Edwards død krönt til konge, men måtte hurtigt derefter stå over for invasioner fra sin egen bror Tostig og den norske konge Harald Hardrada samt hertug Vilhelm II af Normandiet. Hardrada og Tostig besejrede i Slaget ved Fulford den 20. september 1066 en hastigt samlet engelsk hær. På deres side blev de fem dage senere besejret i Slaget ved Stamford Bridge af Harold. Med døden af både Tostig og Hardrada i Slaget ved Stamford Bridge stod Vilhelm som den eneste seriøse modstander til Harold. Mens Harold og hans tropper kom til kræfter efter Slaget ved Stamford Bridge, landede Vilhelm med sine invasionsstyrker den 28. september 1066 ved Pevensey i det sydlige England. Vilhelm etablerede et brohoved for sin erobring af kongeriget. Harold blev tvunget til hurtigt at marchere sydpå; undervejs samlede han yderligere tropper.

Wikipedia