Meteora

Aflejringerne stammer fra overgangen mellem Paleogen-Neogen, nærmere bestemt fra overgangsperioden Øvre Oligocæn-Nedre Miocæn (for cirka 28,1–23,03 millioner år siden; Nedre Miocæn (Aquitanium): for cirka 23,03–20,44 millioner år siden).

Området lå dengang under et lavt hav/delta, hvor floder aflejrede sand, grus, klippestykker og ler. En stor del af dette materiale var tilgængeligt, fordi Pindos-bjerget rejser sig lige nordvest for denne lokalitet. Pindos-bjerget begyndte at dannes for cirka 30 millioner år siden som følge af tektoniske processer som følge af kollisjonen mellem den eurasiske og afrikanske plade.

Gennem erosionen af denne nyopståede bjergkæde mod nord og vest for denne lokalitet dannede disse sedimenter tykke lag af konglomerat (store runde klippestykker i en sandmatrix) og sandsten. De afrundede klippestykker i konglomeratet blev formet gennem transport i floder, før de blev begravet. I Pineios kan man stadig observere transporten af denne type småsten i dag. En stor mængde af disse småsten blev aflejret her i fortiden, da det stadig var udmundingen af en kæmpe sø.

Det er en del af Pentalophos-dannelsen, som Meteora-klippen består af.

Den antarktiske isdække, der blev dannet i den sene eocæn/oligocæn, stabiliserede sig yderligere og bidrog til en global afkølingseffekt. På grund af den fortsatte afkøling sank havniveauet, hvilket gradvist ændrede de kontinentale forbindelser (f.eks. mellem Afrika og Eurasien).

Der oplevede dog også betydelig tektonisk aktivitet: Den afrikanske plade dykkede under den ægæiske mikroplade, hvilket fik subduktionsgraven til at trække sig tilbage.

• Dette førte til en udstrækning (strækning) i Ægæis-regionen og dannelsen af rifts (dybe sedimentbassiner).
• I overgangsperioden dannedes terrestriske og marine bassiner, der var fyldt med konglomerater, mergel og dybhavssedimenter.
• Ældre klipper (som f.eks. Pentalophos-dannelsen i Meteora) blev væltet vertikalt og presset op langs brudflader.
• Vertikale konglomeratsøjler opstod gennem selektiv erosion langs brudflader i forbindelse med hævningen af Alperne.

Pascal Brackman