Pietje Blyant

Vandtårnet i Meije er designet af arkitekterne Posthumus Meyes og Van der Linden og blev bygget i 1931–1932 af entreprenørfirmaet Bollen fra Hilversum på opdrag af det dengang nye vandforsyningsselskab De Elf Gemeenten efter design af Ingeniørfirmaet Dwars, Hederik og Verhey. Tårnet har en højde på 57,65 meter og et vandreservoir øverst i tårnet med en kapacitet på 450 m3. De små vinduer i den stramme facade og en iøjnefaldende tagkrans bidrager til en smuk detaljering. Under Anden Verdenskrig var tårnet et fyrtårn for flyvere fra både tysk og allieret side.

I 1977 blev tårnet restaureret. Foruden tusind liter reparationsmørtel blev der også brugt to hundrede liter hvid betonmaling på ydersiden, hvilket gav tårnet dets nuværende udseende.

Det er et af de sidste vandtårne i eje af drikkevandsselskabet Oasen. Tårnet er i regionen kendt under navnet ‘Pietje Potlood’ eller ‘Saltkarret’ og har siden 2001 haft status som nationalt monument. For at kunne bevare vandtårnet på en god måde for fremtiden overvejer Oasen at give tårnet en ny funktion. Et arkitektfirma udførte i 2015 en designundersøgelse af mulighederne for genanvendelse. Genanvendelse af vandtårne kræver ofte betydelige bygningsmæssige indgreb. Det er vigtigt at bevare det monumentale karakteristiske ydre og indre, hvor det er muligt. Dette kan komme i spænding med de indgreb, der er nødvendige for transformationen. Der er nemlig karakteristiske små vinduer i den stramme facade, mens nye funktioner muligvis kræver mere dagslys.

routeburo