Slot Backershagen

Som mange andre herregårde stammer Backershagen også fra en gård, som allerede eksisterede i 1400.

I slutningen af det syttende århundrede begyndte man at bruge gården som et sommerhus.

Omkring 1730 blev der bygget et herresæde på den østlige side af gården, og man begyndte også at anlægge en smuk park, hvorefter navnet blev ændret til Backers-Hagen.

I 1846 blev ejendommen ejer af prins Frederik af Nederlandene, som om sommeren boede i den tilstødende De Paauw.

Ved salg i 1910 blev godset solgt i portioner. I 1935 blev huset gennemgribende moderniseret, og haven blev også tilpasset.

I januar 1974 brændte huset Backershagen ned, hvorefter det i 1985 blev revet ned. Den omkringliggende park forvandlede sig gradvist til en vildnis. Genopbygningen af huset i gamle former blev afsluttet i 1987.

Mellem herregårdene De Paauw og Rust og Vreugd i Wassenaar ligger godset Backershagen. Backershagen kom i 1730 via arv i besiddelse af Cornelis Backer (1693 – 1775) og Maria Clara van der Hagen (1703 – 1765), som gav navn til godset. Hvad Cornelis og Maria fandt dengang var en gård med et betydeligt antal enge; et helt andet billede end det nuværende gods.

Det var Cornelis Backer, en Amsterdam-regent, der foreslog sin Maria at opføre en bakke og bygge et tehus ovenpå med et nyoprettet perspektiv og udsigt, som hvis det drejede sig om et 'kinesisk bjerglandskab'. Det var en tid, hvor såkaldte 'Chinoiserier' var på mode i Europa; tænk på eksempelvis kinesiske lakskabe, vifter osv. At dette ikke kun inspirerede familien Backer, fremgår af det faktum, at Pieter Twent (1745 – 1816), beboer af De Paauw, tre år senere lod sin tidligere version af den nuværende Seringenberg opføre; han ønskede også at opleve omgivelserne fra et nyt perspektiv.

Det er denne idé fra Cornelis Backer, der har sikret, at vi den dag i dag kan nyde et ekstraordinært stykke anlagt natur, selv efter hollandske standarder. Udover det kuperede landskab, som er kendetegnende for området mellem 't Hertenhuisje og Menkenlaantje ved Rust & Vreugd, og som er håndgraven, bidrager også moskullerne, med en skulpturgrotte som sceneskift, til at vi den dag i dag bliver forundret. Et stort træfad fyldt med vand kunne vippes, så en vandstrøm fandt sin vej i smalle kanaler langs væggen i skulpturgrotten. Ved at tænde faklerne på muren, perlemor i skallerne og det strømmende vand, opstod der et eventyrligt lys og skyggeleg, som familien Backer og deres gæster ofte lod sig ro for at se fra landet.

Cornelis og Maria havde også en anden fælles interesse, nemlig 'dyrkning af ananas'. Til dette formål blev der på godset bygget et specielt drivhus for at kunne dyrke denne eksotiske plante som en af de første i Nederlandene og fascinere sig selv og deres gæster. Vi kan næppe forestille os det i dag, men en 'ananas' var i det 18. århundrede en meget eksklusiv delikatesse og fungerede som en pièce de résistance ved mange fornemme, om end kongelige, banketter og blev endda lejet ud til fine modtagelser for at gøre et indtryk på gæsterne.

Omkring 100 år senere, i 1846, kom Backershagen som en af de ni tilstødende herregårde i Wassenaar i besiddelse af prins Frederik og prinsesse Louise af Preussen, som nu boede i De Paauw. Også disse ejere blev inspireret af den usædvanlige Backershagen park og introducerede den berømte tyske landskabsarkitekt Eduard Petzold og arkitekt Hermann Wentzel, som lavede en ambitiøs plan, der blandt andet forbandt alle Wassenaar-herskaberne af prinsen og prinsessen med en såkaldt 'omslutningsvej', og alle stenbygninger blev bygget eller ombygget i såkaldt 'Schweizer chalet stil', så alle kunne indse, at de var på prinsens og prinsessens grund. Deres datter prinsesse Marie tilbragte ofte dagen i 't Hertenhuisje, et 'legehus', hvor hun under opsyn af en guvernante legede med sine lokale venner og veninder. Hendes forældre, især hendes far, var kendt som børnevenner. Meget ofte blev der af prinsesse Maries forældre inviteret tryllekunstnere, klovne, akrobater, kunstnere og musikere ind i og omkring 't Hertenhuisje for at underholde deres datter med hendes venner og veninder.

I maj 1857 flyttede prins Frederik, prinsesse Louise af Preussen og deres datter prinsesse Marie ind i hus Backershagen i to år, mens De Paauw blev ombygget. I denne periode blev mange prominente gæster modtaget, herunder storhertug Konstantin af Rusland, den anden søn af zar Nikolaj 1 af Rusland. Storhertugen rejste med tog til Haag, hvor prinsen af Oranje hentede ham med en hofvogn trukket af fire heste og en følge af forskellige hofvogne. Konstantin, iført uniform som admiral for den russiske flåde, gjorde først sin entré hos kongen på Slot Noordeinde, besøgte derefter dronningen – mor og blev derefter kørt til Backershagen.

Andre besøgende på det midlertidige 'palads' Backershagen var kronprinsen og kronprinsessen af Würtemberg, som kom for at spise middag sammen med dronningen af Nederlandene, prins Nikolaj af Nassau (onkel til dronning – regent Emma), kronprinsen af Danmark og hans ægtefælle Louisa af Sverige (barnebarn af prins Frederik), den russiske hærs befalingsmand prins Mikhail Gotschakoff og hans ægtefælle samt den franske hertug Henri d'Artois, beboer af Loire-slottet Chambord.

Herregårde generelt har tidligere ofte været samlingssteder for videnskabsfolk, musikere, kunstnere, forfattere, og selvfølgelig også beboerne, hvor 'forundring' var en form for gensidig mening. I Backershagen boede i tiden for familien Backer undertiden i årevis blandt andet vennekunstnere som Willem van Mieris (1662 – 1747), som også er død der.

I dag er ejerskab af herregårde ofte blevet institutionaliseret, forvaltningen udføres mere eller mindre godt, men aspekterne af disse 'forundringer' er stille død. Det er denne slags historiske aspekter af forundring, som 't Hertenhuisje og Landgoed Backershagen, med en rig tradition inden for dette emne, i nutidig form gennem blandt andet 't Hertenhuisje

routeburo