Oost-Souburg

Hvor mærkeligt det end lyder, skylder Souburg sin tilblivelse en række oversvømmelser, der fra år 300 i flere hundrede år hærgede udmundingen af Schelde. Det moseområde, der senere skulle hedde Walcheren, blev helt affolket af det rykende vand, men det samme vand sørgede for, at der i mosen blev udskåret åer, som gradvist blev fyldt med sand og ler. Mellem disse rygge blev det lavtliggende moseområde dækket med ler. Kort sagt: betingelserne for vellykket beboelse blev skabt af naturen selv.

Omkring år 600 var tiden inde, hvor åskrækkene var tilstrækkeligt forhøjet til at ‘give plads til’ mennesker. Selvom det tog indtil langt ind i det 10. århundrede, før der virkelig var tale om koncentrationer på landsbyniveau. Vlissings kommunearkivar Adri Meerman henter gerne information om de gamle tider fra den i Veere boende professor, dr. P.A. Henderikx, der i publikationer og foredrag har nævnt en del om Walcherens tilblivelseshistorie. ‘Vores eget arkiv om Souburg går jo ikke længere tilbage end det 17. århundrede.’ Handelsbosættelserne langs kysten må have været ret velstående. Hvordan skulle det ellers forklares, at der i Souburg blev anlagt en borg, en befæstet plads? I en bog fra 1860 skrevet af en ‘rasende Souburger’ (mere om det i en senere artikel) stod der, at borgen skulle beskytte dyre produkter som uld, salt og korn mod de røverbundne flamandere. ‘Men historie er en levende videnskab’, understreger Adri Meerman. ‘For imens ved vi bedre. Måske gik flamenderne af og til også på tyveri, men borgen skulle først og fremmest beskytte mod vikingerne, der mellem groft talt 830-990 hærgede.’

Ældre?

Hvilken landsby var der nu først? Øst-Souburg eller Vest-Souburg? ‘Jeg tror, jeg må skuffe folkene fra Øst-Souburg’, griner kommunearkivaren. ‘For selvom den borg, der blev bygget i slutningen af det 9. århundrede, den såkaldte “Karolingiske Borg”, havde noget beboelse, var der dog ikke tale om en rigtig landsby. Stedet Souburg, som i gamle dage også blev kaldt Subburgh, nævnes for første gang i 1162 i en skriftlig kilde. Anti-pave Victor IV bekræfter da abbediet i Middelburg i dets ejendele. Ejendele, som også inkluderer kirken i Vest-Souburg. Og først i 1247 blev Øst-Souburg en selvstændig sognekirke, som datter af Vest-Souburg. Stiftelsen af disse sognkirker viste, at befolkningen gradvist voksede. Jeg vil i denne sammenhæng nævne prof. Henderikx, der i et foredrag for Foreningen Venner af det Stedlige Museum og Kommunearkivet i Vlissingen bemærkede følgende: ‘Kirkerne indikerer en stigning i antallet af indbyggere, hvor beboerne selvfølgelig måtte have haft motivation for alle disse kirkestiftelser. Og der har bestemt været sådanne, både religiøse og verdslige. Hvad angår den religiøse drivkraft, må der have været et stort incitament fra den gregorianske reformbevægelse, som prædikede forbedring af sjælesorgen og opfordrede de troende til at gå oftere, helst ugentligt, til kirke. Den verdslige drivkraft lå især i dannelsen af håndværk, cirka forløberne for vores kommuner. I Zeeland faldt stiftelsen af håndværk indtil det 14. århundrede præcist sammen med stiftelsen af egne sogne. Hver gang der blev stiftet et nyt sogn, blev der også afspaltet et nyt håndværk fra et større håndværk. Sognekirken spillede også en rolle i retslivet. Forskellige bekendtgørelser fra skouten og skippene blev gjort i kirken, og anklager blev indgivet i kirken.’

Borg

Adri Meerman: ‘Omkring det 13. århundrede stod der, vi antager i Vest-Souburg, en borg, der blandt andet blev beboet af slægten Van Borssele og af Anna af Bourgogne. Karl den Modige, Karl den Femte og Maximilian af Østrig opholdt sig der. Illustre personer altså. Jeg vil nu kortlæge historien, for hurtigt at nå frem til det 18. århundrede. Tiden hvor jeg jo kan hente oplysninger fra vores eget arkiv. Borgen blev sat i brand i 1573. Fem år senere købte Philips van Marnix, herre af Sint Aldegonde, adelsretten i Vest-Souburg og resterne af borgen. Philips lod borgen genopbygge og kaldte den Aldegonde. Først i 1783 forsvandt borgen fra kortet: den blev revet ned.

Mirakelmager

Øst-Souburg blev i årene omkring 1300 især kendt som valfartssted. Folk kom fra nær og fjern til sognekirken, viet til den hellige jomfru Maria, fordi der i en nisje stod en mirakelmager Mariabillede, Vor Frue af Tårnet. Under billedstormen i 1566 blev dette billede smidt ned og knust. Retsreportere for den berygtede hertug af Alva tog nådesløst hævn for dette - hvad de kaldte - helligbrud. Abraham de Deckere, skout af Øst-Souburg, og hans ægtefælle Petronella Pieters Dochter blev hængt for at have brudt, krænket og vanhelliget (.uforholdt med) Øst-Souburgs sognekirke.

Den første artikel i denne serie blev bragt i Souburgsche Courant i maj 2002.

routeburo