plaggenhut Echten

Plaggetuften og et udendørs toilet minder om tidligere tider og livet på landet i Drenthe, fyldt med fattigdom og enkelhed.

De allerfattigste arbejdere på landet havde i slutningen af det 19. århundrede sommetider ikke penge til en ordentlig bolig. Derfor søgte de tilflugt i selvbyggede plaggetuften eller spitkåken. Disse små boliger, hvis tage som regel begyndte på grundniveau, var blandt andet meget at finde hos tørvearbejdere i Drenthe, men også i fattige områder i Friesland, Overijssel, dele af Groningen. Også i landsbyer på Veluwe i Gelderland kunne hytterne findes.

Navnet plaggetuft refererer til tørv- eller hedeplaggen, der blev brugt til at danne taget på disse små opholdssteder. Plaggen blev stikket i nærområdet. Når de havde ligget på taget i nogen tid, kunne de nogle gange vokse sammen, hvilket skabte et relativt stabilt underlag, der beskyttede beboerne mod vind og regn. Nogle gange skete det dog, at dele af taget gled af ved dårligt vejr, så der skulle placeres flere plaggen for at genoprette beskyttelsen. Udover plaggen blev også materialer som pap og klude regelmæssigt brugt til at tette huller.

Til bygningen af en plaggetuft blev der normalt først gravet en lille gryde, ca. femoghalvfjerds centimeter dyb. Bunden af denne blev derefter grundigt trammet. Væggene af gryden dannede derefter små mure. Beboerne levede derfor delvist under jorden og blev derfor sarkastisk også kaldt ‘hulboere’. I gryden blev der opsat et skelet med træpæle, som derefter blev dækket med tørv- eller hedeplaggen. Taget på hytterne begyndte normalt i grundhøjde.

Leveforholdene i plaggetufte var elendige. Ofte boede der familier på seks til ni personer, sommetider sammen med en får, ged eller nogle høns. Det var koldt, røgfyldt og fugtigt, og hytterne var svære at varme op. En farlig lungebetændelse lurede derfor konstant. Desuden viste det sig normalt at være umuligt at holde skadedyr ude, med alle de konsekvenser, det indebar. Kun de fattigste boede i fulde plaggetufte. Dem, der havde det lidt bedre, indrettede boligområdet i hytten med mursten og dækkede siderne med tagsten. Nogle gange voksede plaggetufte efter nogen tid til mere stabile boliger.

At der især var mange plaggetufte i tørvemarkerne, havde alt at gøre med den voksende efterspørgsel efter brændstof i det 19. århundrede. Den tørv, der kunne stikkes i disse områder, blev dengang også kaldt “det brune guld”. Den enorme strøm af tørvearbejdere fra forskellige dele af landet medførte en stor mangel på boliger. De fattigste arbejdere blev uden bolig og tog tilflugt i plaggetufte, som ofte blev bygget på en enkelt nat. Møbler var der knap nogen af. Beboerne måtte ofte klare sig med et bord og en enkelt stol. Og som seng brugte man en sæk halm, med nogle gamle klude som tæppe.

I slutningen af det 19. århundrede blev det for politikken klart, at der måtte gøres noget for at forbedre boligforholdene for mange borgere. I 1901 blev en Boliglov vedtaget, som trådte i kraft året efter. Takket være indførelsen af denne første lov om offentlig boligbyggeri i Nederlandene skulle nye boliger fremover opfylde kvalitetskrav. Dårlige boliger, som plaggetufte og spitkåker, kunne yderligere blive erklæret ubeboelige. På trods af denne lov var der dog tidligt i 1920'erne stadig mange plaggetufte at finde i tørvemarkerne. Takket være Landarbejderloven (1918) kom der stille og roligt nogle forbedringer. Denne lov tilbød landboere mulighed for med statslig støtte at bygge egne murstenshuse og leje jord til egne kartofler og grøntsager. Langsomt men sikkert forsvandt plaggetufte i årtierne efter fra landet.

routeburo