Slaget ved Long Island

Slaget ved Long Island, også kendt som slaget ved Brooklyn og slaget ved Brooklyn Heights, var en militæraktion under den amerikanske uafhængighedskrig, der blev udkæmpet den 27. august 1776, i den vestlige ende af Long Island i den nuværende bydel Brooklyn, New York. De britiske styrker besejrede amerikanerne og fik kontrol over den strategisk vigtige havn i New York, som de beholdt resten af krigen. Det var det første store slag, der fandt sted efter at De Forenede Stater havde erklæret deres uafhængighed den 4. juli 1776, og i troppefordeling og kamp var det det største slag i hele krigen.

Efter at have besejret de britiske styrker i belejringen af Boston den 17. marts 1776, flyttede chefen for hæren George Washington den Kontinentale Hær for at forsvare havnebyen New York, der ligger i den sydlige ende af Manhattan Island. Washington forstod, at byens havn ville give en fremragende base for Royal Navy, så han etablerede forsvarspositioner der og ventede på, at britterne ville angribe. I juli landede britterne, under kommando af general William Howe, nogle få miles over havnen på den tyndt befolkede Staten Island, hvor de blev forstærket af en flåde af skibe i Lower New York Bay i løbet af den næste måned og en halv, hvilket bragte deres samlede styrke op på 32.000 tropper. Washington vidste, hvor svært det ville være at holde byen med den britiske flåde i kontrol over indgangen til havnen ved Narrows, og derfor flyttede han hovedparten af sine styrker til Manhattan, idet han troede, at det ville være det første mål.

Wikipedia