Ingeniørskolen i Eisleben

Ingeniørskolen i Eisleben er den direkte efterfølger til Bergskolen i Eisleben. Den kraftige nedgang i minedrift i Europa, som heller ikke stoppede ved DDR, tvang til overvejelser om den fremtidige skæbne for den traditionsrige uddannelsesinstitution i slutningen af 1960'erne. I betragtning af den stormfulde udvikling inden for mikroelektronik og datateknik samt under hensyntagen til den stærkt udvidende fagretning inden for mineralelektroteknik på skolen, besluttede regeringen i 1968 at omprofilere Bergskolen i Eisleben til en ingeniørskole for elektroteknik og maskinteknik og lade minedriftsuddannelsen løbe ud. I 1971 forlod de sidste kandidater, minersk ingenieurer fra fjernstudiet, skolen.
Med stor beredvillighed fra de lærere, der blev tilbage på skolen, og med mange nyansættelser dannede direktør Leithold et fagligt højt kvalificeret lærerkorps bestående af mange PhD-lærere, der med en for DDR-forhold fremragende teknisk udstyr uddannede ingeniører i elektroteknik/elektronik, maskinteknik og ingeniørekonomen samt materialeforvaltere, som blev ansat af landets industri på grund af deres gode uddannelse og havde en betydelig andel i det såkaldte "mikroelektronikprogram for DDR". Hertil kom postgraduate uddannelser inden for mikroelektronik, arbejdsmiljø, arbejdsdesign og arbejdstagerbeskyttelse samt datalogi. En række efteruddannelseskurser, nationale anerkendte fagsymposier og deltagelse i ingeniørforeningen "Kammer der Technik" runder det faglige profil for disse år af. Skolens kapacitet var ca. 5000 studerende.

Wikipedia