Maud Vanhauwaert

Maud fik som som byens digter meget frihed, siger hun. “Byens digterembed var for mig en legeplads. Fra hvert projekt blev der set på, hvilken støtte der var nødvendig. Dette digt blev til på opfordring fra MAS.” På facaden af den tidligere refter for skibsnedlagere ved tørdokkerne hænger verslinjen ‘Nogle gange er det bare at vente, Stormkop, indtil vinden griber dig’ i bogstaver, hvor vinden har frit spil. “Det er en verslinje fra Stormkop. Jeg ville lave et digt, hvor jeg kunne lade aspekterne af stedet smelte sammen. Det var et sted, hvor bådene blev repareret. Det er altså et hvilested for bådene, inden de blev sendt ud på dybt vand igen. Samtidig er STORMKOP her: en kunstuddannelsesforening for børn. Digtet taler om den besvær, det nogle gange koster en mor at give slip på sit barn, selvom hun ønsker at give sit barn frihed. ‘Stormkop’ er et smukt ord, der kan bære mange fortolkninger.”

GVA - Gazet van Antwerpen