Allieret Rheinlandbesættelse

Den allierede besættelse af Rheinland var en følge af Første Verdenskrig, hvor det Tyske Rige led et militært nederlag mod de allierede og associerede magter. I våbenstilstanden i Compiègne den 11. november 1918 måtte den provisoriske riges regering acceptere at trække alle tyske tropper tilbage fra vestfronten bag Rhinfloden. I stedet besatte tropper fra de sejrende magter Frankrig, Belgien, Storbritannien og USA de venstre rhinområder samt tre højre rhin "brohoved" med hver 30 kilometers radius omkring Köln, Koblenz og Mainz. I begyndelsen af 1919 fulgte endnu et brohoved med 10 kilometers radius omkring Kehl. Desuden blev de venstre rhinområder samt alle højre rhinområder med 50 km afstand til Rhinen til en demilitariseret zone for alle tyske styrker. Versailles-traktaten fra 1919 gentog disse bestemmelser, men begrænsede tilstedeværelsen af de fremmede tropper til 15 år indtil 1935. Forvaltningen af de allierede besættelseszoner faldt fra 1920 under den Interallierede Rheinland Kommission med sæde i Koblenz. Formålet med besættelsen var på den ene side at give Frankrig sikkerhed mod et nyt tysk angreb, på den anden side at have en garanti for de erstatningsforpligtelser, som det Tyske Rige skulle opfylde. Efter at dette tilsyneladende var blevet opnået med Young-planen, blev Rheinland-besættelsen afsluttet den 30. juni 1930.
Ved de ensidige fredsforhandlinger, der begyndte i januar 1919 i Versailles uden tyske repræsentanter, stræbte den franske premierminister Georges Clemenceau for sit land efter en Rheingrænse: Alle venstre rhinområder skulle udskilles fra det Tyske Riges statsforhold og danne en eller flere suveræne stater, der skulle tilslutte sig Frankrig som deres allierede. Kun på denne måde kunne man opnå sikkerhed mod Tyskland, der på blot 100 år fire gange var marscheret ind på sit vestlige naboterritorium:

Wikipedia