Storbækken

Großbeeren blev første gang nævnt i dokumenter i 1271 som Grossen Bern. Stednavnet stammer fra slægten von Berne, som her styrede fra det 14. århundrede til begyndelsen af det 19. århundrede. Derudover var klosteret Spandau og senere embedet Spandau involveret med en leje af to huder på stedet. I 1356 er skrivemåden magna berne bevaret. Karl IV's landbog viser fra 1375 en familie Berktzow, som oprindeligt ejede fire, senere alle afgiftfrie huder indtil 1668. Samlet set var området 50 huder stort, heraf to til præsten, 12 til Wilke von Berne til hans gård. Der var otte husejere, en kro samt en vindmølle. Derudover optrådte en familie Snitlink med fem huder, en hr. Kerstian og Wilke Rode med hver fire huder samt en alter i Cölln med seks og en i Fahrland med syv huder. I 1450 dukkede Großenberne op i dokumenterne. Stedet var nu 52 huder stort, hvoraf to stadig tilhørte præsten og 12 tilhørte von Berne. Der arbejdede også fem husejere i byen. Kroen og møllen eksisterede også stadig. Omkring 1500 blev Großbeeren sjælesørget fra Mittenwalde. I 1520 var der første gang en skoleholder, der ejede fem huder samt to Melwendorfske huder. Der var en femhuder, en firehuder samt fire andre bønder, der hver bearbejdede en Melwendorfske hude; en bonde ejede en halv hude. I 1542 dukkede skrivemåden Grosen Berenth op i et dokument.

I 1608 blev der anlagt et ridderhus. I 1668 solgte familien Berktzow deres huder til von Beeren. Den sidste godsejer fra denne adelsfamilie, Hans Heinrich Arnold von Beeren, døde i 1812 og blev kendt som "Ånden fra Beeren" gennem Theodor Fontanes vandringer gennem Mark Brandenburg. Udviklingen af Großbeeren var i de første århundreder gentagne gange præget af krigeriske ødelæggelser og mange ofre blandt indbyggerne. Således under Trediveårskrigen og i Syvårskrigen fra 1757 til 1763, da i 1760 i forbindelse med den russiske og østrigske hærs fremmarch mod Berlin kirken og talrige huse fra Großbeeren blev brændt ned. Før Trediveårskrigen var der i byen ni bønder, ni husejere med en smed og en mester, en hyrde, en lejehyrde, etpar husfolk samt en hyrdeknægt. De drev 13 huder i landsbyen og 11 godshuder. Efter krigen levede kun tre bønder samt en krüger med en søn og en dreng samt fire husejere i byen. Großbeeren kom sig dog forholdsvis hurtigt: I 1711 levede der allerede seks bønder, syv husejere, en smed, en hyrde, en fårehyrde samt en stor og en lille dreng i byen. De drev 35 huder. Fra 1745 er syv bønder, otte husejere samt en vindmølle og en kro bevaret. Uden for byen var der et møllehus. Den øde mark Melwendorf blev nævnt som jorde til godset. I 1760 brændte bykirken ned. I 1771 var der 15 gavle, en smed, en hyrde, to par husfolk, en fårehyrde samt en dreng. De drev stadig 35 huder og skulle betale 8 groschen i afgifter pr. hude. I 1773 dukkede en adelig vindmølle for første gang op.

Wikipedia